De seneste 20 år har staten haft en ambition om, at 95 % af alle unge skal have en ungdomsuddannelse. Et velmenende mål, som, man dog har måttet sande, har en række udfordringer indbygget. Derfor er det med den nye Forberedende Grunduddannelse (FGU) blevet revurderet, så målet nu er, at FGU hovedsageligt skal forberede de unge til en ungdomsuddannelse. Det vil sige, at der åbnes mulighed for, at nogle unge møder et mindre bastant uddannelseskrav, og i stedet er indsatsen rettet mod, at de opnår beskæftigelse som ufaglært. Spørgsmålet er dog, om jobvejen til uddannelse er en smutvej for nogle unge, eller om det ender i et rent hækkeløb?
For at finde svarene på det spørgsmål, vil jeg præsentere Anders, som jeg har fulgt over en periode på fire år i et forskningsprojekt.
Anders
Anders er 20 år gammel og har taget to grundforløb på EUD, gået på EGU, været i adskillige praktikforløb og arbejdet som ufaglært. Vendepunktet for ham kom med et vikariat på en stor produktionsvirksomhed inden for vindmølleindustrien. Han er tilknyttet et vikarbureau, men har arbejdet på virksomheden fuld tid på kontrakt i et år. I starten var det 14 dages kontrakter, men nu er han rigtig glad, fordi han har fået en kontrakt på tre uger ad gangen. Han har fået en titel som ’springer’, det vil sige, at han kommer rundt til forskellige steder i produktionen.
Anders fortæller, at han aldrig før har tænkt over, at man kan arbejde med vindmøller. Og der er heller ingen, der har foreslået ham det før. De har foreslået ’det mere normale’, som han siger. Han er stolt af, at han er blevet springer. ”Det er en stor ting”, siger han og fortæller, at han er mere motiveret for at tage en uddannelse nu, end han har været nogensinde før. Fordelen ved en uddannelse er, at ”du bliver uundværlig”, siger han. Nu vil han gerne tage en 2-årig uddannelse som vindmølleoperatør, men Anders fortæller, at det ikke kan lade sig gøre lige nu:
”Fordi vi har så meget at lave. Jeg kunne godt vælge at sige, jeg gør det bare for at gøre det, fordi jeg vil have den uddannelse. Men så skal de finde en ny en for mig, der skal læres op for at blive springer.”
Anders har talt med sine teamledere om det. De synes, det lyder som en god ide, men siger også, at de ville blive kede af det, hvis han valgte at gøre det nu.
Anders’ eksempel viser både, hvordan jobvejen til uddannelse kan være en smutvej, men også hvordan der er en række barrierer, som man er nødt til at finde løsninger på.
Arbejde motiverer
Der er ingen tvivl om, at jobvejen til uddannelse vil blive mødt med kyshånd af nogle af de unge. I Center for Ungdomsforsknings (CeFU) forskning om ’unge uden uddannelse og arbejde’ møder vi en større gruppe af unge, som er yderst motiverede for at arbejde, men meget lidt motiverede for uddannelse. Det er unge, der som Anders har en del erfaring med at arbejde, men som gang på gang oplever at blive tvunget ind i et klasseværelse, hvor de skal sidde ned og modtage boglig undervisning. Det meste af deres skoleliv har været en lang tur op ad bakke, og derfor er det svært for dem at bevare koncentrationen og motivationen for at deltage. De har mistet en god portion tillid til, at uddannelse overhovedet er en farbar vej for dem.
Samtidig bærer mange af de unge rundt på en stor usikkerhed, som både peger bagud og fremad. Deres mange mislykkedes forsøg på at gennemføre en ungdomsuddannelse gør dem usikre på, om det kan lykkes for dem, hvis de prøver igen. De har en usikkerhed for fremtiden, som handler om, at deres erfaringer med ufaglært arbejde også har vist sig at være udfordrende. Anders har forsøgt flere gange med ufaglært arbejde i en tømrervirksomhed og hos en mekaniker, men fordi han bare skulle være fejedreng og ikke fik noget ’ordentligt arbejde’, valgte han at henvende sig på jobcenteret.
Det samme har mange andre unge gjort. Med FGU får de frem over en mulighed for at vælge erhvervsgrunduddannelsen, der bygger på erhvervstræning og virksomhedspraktik. Formodentlig vil det bidrage positivt til deres motivation for at gennemføre FGU og måske også til deres tillid til, at en ordinær uddannelse er muligt. 
I Anders’ tilfælde oplever han at blive en del af et hold, at få rigtige arbejdsopgaver og at blive springer. Det motiverer ham til at tage en uddannelse. Man kan sige, at det for ham er smutvejen til uddannelse. Det samme ser vi i en midtvejsevaluering af den Kombinerede Ungdomsuddannelse (KUU), hvor det ser ud til, at erhvervstræningen, hvor de unge kommer ud på flere korte praktikophold, giver virkelig gode erfaringer. Virksomhederne kan både undervise og motivere de unge på en helt anden måde, end man kan i et undervisningslokale. Bare det at komme ud af skolen er positivt for mange unge. Men for at det skal blive en smutvej for de unge, er der også nogle opmærksomhedspunkter.
Erhvervstræningen kræver en relationel indsats
I FGU er der lagt op til, at virksomhedspraktikken og erhvervstræningen tilrettelægges i et samarbejde mellem den kommunale ungeindsats og FGU-skolerne. Ifølge aftalen skal eleverne ”være trygge ved, at der er voksne i det nære miljø, som er tæt på praktikstederne”. Erfaringerne fra KUU viser, at dette er centralt.
Når erhvervstræningen på den erhvervsrettede FGU skal udgøre kernen i deres forberedende uddannelse, er det vigtigt, at den er veltilrettelagt, og at der er en progression indbygget i forløbet. Det sker i tæt samarbejde mellem de unge og de fagpersoner, der er tilknyttet uddannelsen, så de unge får hjælp til både at planlægge besøgene, at følge op, når de er ude og til at evaluere besøgene. På KUU bruger man portfolio som læringsredskab, hvor de unge tager billeder og skriver ned, hvordan de oplever deres erhvervstræning undervejs. Det betyder, at de hele tiden reflekterer over deres erhvervstræning. Dette bliver fulgt op i undervisningen, og gør, at de unge kontinuerligt arbejder med deres udbytte og forholder sig til, hvad de skal næste gang, de skal ud.
Hvis FGU skal lykkes med, at de unge kan klare sig på arbejdsmarkedet, er det centralt, at de både opbygger en faglig progression og en tillid til, at de kan klare sig fremadrettet. Det kræver, at erhvervstræningen og dermed virksomheden tilbyder en relationel indsats. Her fortæller en erhvervstræningsvært, hvad det kræver af arbejdspladsen:
”Det er jo at byde personen velkommen og sætte ham ind i de arbejdsopgaver, han nu engang skal i gang med. Og følge op hele tiden, er der noget, som han synes er svært? Og det er ikke, fordi vi har nurset ham, vi tager jo lidt en person med, men de skal også klare sig selv. Så de bliver taget med op og spise, “vi gør sådan og sådan. Så er det din opgave at klare resten.” Og det er han så vokset enormt med.”
De unge kan ikke nødvendigvis møde op og indgå på arbejdspladsen fra dag et. De skal selv opleve, at de kan mestre de krav, der stilles, så deres udvikling bygger på selvstændighed. Det er et balancearbejde, og kræver en relationel indsats fra virksomheden. En af kontaktpersonerne siger:
”Der, hvor der er en erhvervstræningsvært, der siger ja tak til at tage den unge, det er jo en fagperson, der brænder for at lave et andet stykke arbejde. Jeg synes faktisk, at vi har mange succeshistorier ude på erhvervstræningen, og det er ligegyldigt, om det er bagerkonen, eller det er i Matas. Der har været mange af vores unge, der er kommet tilbage med gode succesoplevelser. Ja, der skal være en autentisk voksen ude i det virkelige liv, som kan noget, og som vil noget.”
De unge bliver motiveret af, at der er en tryg relation, der venter på dem, når de tager afsted om morgenen, og at de hurtigt får positive mestringsoplevelser på arbejdspladsen. Så ser vi, at selv de unge, som kommer med adskillelige nederlag, og ikke forventer det store, vokser enormt. Samtidig betyder det også, at de kan se meningen med uddannelsen – FGU – og at de aner en retning for fremtiden. Den trygge relation bidrager til, at de er motiverede for at gennemføre.
Den strukturelle usikkerhed
Der er altså gode erfaringer med, hvordan de unge motiveres af at være i en erhvervsrettet indsats, og det ser ud til, at de får opbygget en tillid til og motivation for fremtiden. Samtidig møder vi i vores forskningsprojekter også en del fortællinger fra unge, som stiller store spørgsmålstegn ved, om en uddannelse overhovedet er en garanti for et arbejde. Denne fremtidsrettede usikkerhed er ikke bare en indre usikkerhed men i høj grad en usikkerhed, der bunder i ydre strukturelle faktorer.
Det betyder, at man er nødt til at se nærmere på de strukturelle ændringer, der har været på arbejdsmarkedet de seneste årtier. Som vi ser med Anders, finder han via vikariatet en smutvej til uddannelse, og oplever sig for første gang motiveret. Men samtidig er han ansat som ufaglært på vilkår, som gør det svært for ham faktisk at tage uddannelsen. Han er afhængig af hele tiden at få fornyet sine tre ugers kontrakter, og får at vide, at de kommer til at mangle ham på holdet, mens han uddanner sig. Der er derfor brug for nogle strukturelle ændringer, der kan forhindre de barrierer.
Anders’ arbejdssituation er ikke enestående. Hvis vi ser på nogle af de større ændringer på arbejdsmarkedet, påpeger analyser foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE Rådet) på nogle tendenser.
Tendenser på arbejdsmarkedet
For det første er der en markant stigning i deltidsbeskæftigelse. Det viser en analyse, hvor AE rådet ser på en stigning i antallet af lønmodtagere i den private sektor på 48.000 personer. Når de ser nærmere på, hvor mange af disse, der er fuldtidsbeskæftigede, er der reelt kun tale om en stigning på 24.000 personer. Det betyder, at en stor del af de skabte job er deltidsjob.
For det andet viser en opgørelse af arbejdsløsheden, at den er højere for de 25-29-årige end for arbejdsstyrken generelt. Blandt de 25-29 årige er arbejdsløsheden omkring 8,9 % mod 4,4 % af arbejdsstyrken, så de unge er noget hårdere ramt af arbejdsløshed.
For det tredje viser en analyse, at antallet af ufaglærte jobs er halveret på 20 år. I 1995 var en fjerdel af beskæftigelsen besat af ufaglært arbejdskraft, mens det i dag er hver ottende job. Det betyder, at der er sket en halvering af de ufaglærte på arbejdsmarkedet. Der er altså en markant øget konkurrence om de ufaglærte jobs.
Prekarisering
Inden for ungdomsforskningen ser vi samstemmende med AE rådets analyser større og større fokus på begreberne ’prekarisering’ og ’det prekære arbejdsmarked’. På et overordnet samfundsmæssigt niveau handler prekarisering om globale og økonomiske forandringer såsom internationalisering af nationale markeder, liberalisering af arbejdsmarkeder, uddannelsespolitiske mål om uddannelse som krav og om samtidige nedskæringer i velfærden.
Prekarisering er dog et relativt nyt begreb, og der er ikke enighed om, hvad det er for en størrelse, og om det overhovedet gør sig gældende i Danmark. AE rådets analyser peger dog på ændringer på det danske arbejdsmarked, der har konsekvenser for de unge både generelt men især for de unge, som har det svært med uddannelse. Anders’ tre ugers kontrakter vidner om ændringer i ansættelsesforhold, som gør det svært for de unge at kvalificere sig.
For at komme tættere på at forstå prekarisering har jeg sammen med kollegaer skrevet en artikel, hvor vi indkredser tre overordnede prekariseringstendenser. Disse handler for det første om, at de unge værdisætter deres arbejdskraft som en vare. For det andet handler det om, at de unge selv tager ansvar for at finde løsninger på de usikkerheder og risici, som de møder på deres arbejdspladser. Og en tredje tendens handler om, at de unge møder en høj grad af kortsigtethed i ansættelser med usikre kontraktmæssige forhold, usikkerhed i ansættelsen og mangelfuld oplæring. Dette ses tydeligt i Anders’ eksempel.
Ændringer på arbejdsmarkedet medfører også ændringer for de unges udviklingsmuligheder og deres muligheder for at etablere sig sikkert i voksenlivet. Unge som Anders skifter periodevist mellem korte ansættelser, usikre jobs og uddannelse og aktivering, og det vanskeliggør en kontinuerlig udviklingsproces, hvor deres erfaringer bygges oven på hinanden. I stedet oplever de unge, at et nederlag et sted fører til et skift til et andet sted, hvor de ofte også oplever nederlag. Indtil vendepunktet - forhåbentlig - kommer som i tilfældet med Anders.
Der er lagt op til, at erhvervsgrunduddannelsen skal afspejle den lokale erhvervsstruktur og aktuelle beskæftigelsesmuligheder og på grund af de beskrevne udfordringer på arbejdsmarkedet, er dette af stor vigtighed. Som Anders fortæller, har hverken han eller andre været opmærksomme på de muligheder, der er i mere utraditionelle brancher end de gængse som tømrer og mekaniker. Ifølge FGU aftalen skal den kommunale ungeindsats koordinere den virksomhedsopsøgende indsats, og der er behov for, at det foregår på tværs af sektorer.
Tag ansvar
For at jobvejen til uddannelse ikke skal ende som hækkeløb, er det vigtigt, at arbejdsmarkedet tager et ansvar for at hjælpe de unge i uddannelse. De skal have ansættelsesforhold, der gør det muligt for dem at tage en uddannelse. Lige som Anders har behov for opbakning fra virksomheden, skal de kunne se mulighederne i, at en motiveret ung mand som ham bliver opkvalificeret. Det vil være en gevinst for både Anders, virksomheden og samfundet.
Som det ser ud nu kommer arbejdsmarkedet til at mangle faglært arbejdskraft, og her er altså en mulighed for at de kan udfylde nogle af hullerne med de unge, som har det svært med uddannelse, men gerne vil arbejde. De lokale erhvervsparter skal på lige fod med andre relevante ungeinstanser inddrages på alle niveauer, så det sikres, at der findes virksomheder, der siger ja tak til de unge.
Den erhvervsrettede grunduddannelse er en kærkommen mulighed for de unge, som har det svært med uddannelse, men som (potentielt) trives på en arbejdsplads. For at jobvejen skal være en smutvej til uddannelse, skal de unge støttes i en relationel indsats fra både kontaktpersoner og virksomheder. Og for at undgå, at det bliver til et hækkeløb fuld af barrierer for de unge, skal arbejdsmarkedet påtage sig et reelt ansvar for, at de uddannelsesmotiverede unge har ansættelsesmæssige vilkår, der gør det muligt for dem at opkvalificere sig og samtidig bevare tilknytningen til den arbejdsplads, som er et vendepunkt for dem.
Referencer
- Görlich, A. & Katznelson, N. (2015). Unge uden uddannelse – hvem er de og hvordan møder de kravet om uddannelse, p. 57-84 in Sørensen, N. U. & Pless, M (2015) (red.): Brydninger i ungdomslivet, Bogserien Ungdomsliv nr. 3, Aalborg: Aalborg Universitetsforlag
- Görlich, A., Katznelson, N., Hansen, N.H.M, Svarer, M., Rosholm, M. (2016): Hvad virker? Ledige unges vej til uddannelse og arbejde, Evaluering af Brobygning til uddannelse, København: Center for Ungdomsforskning
- Nielsen, M.L; Görlich, A; Grytnes, R & Dyreborg, J. (2017) : Uden sikkerhedsnet. Prekarisering blandt unge på kanten af arbejdslivet, Tidskrift for Arbejdsliv, 19, 1.
- AE-Rådet (2017) Andelen af ufaglærte på arbejdsmarkedet er halveret på 20 år.
- AE-Rådet (2017). En stor del af jobfremgangen er drevet af deltidsjob.
- AE-Rådet (2016). Ledighedskøen blandt de unge bliver længere.
Vil du vide mere?
Indstillinger for cookie-samtykke