Forhåbentlig, eftersom tværfagligt samarbejde bonede ud som en af de helt store udfordringer i Vejlederforums brugerundersøgelse. Og det giver mening, for tværfagligt samarbejde er blevet et mantra. Landets kommuner satser massivt på en tidligere og forebyggende indsats, og det fordrer tættere samarbejde på tværs af fagligheder, uanset hvad man så måtte mene om effekten af det. 

Hvorfor tværfaglighed er blevet det nye sort, kunne seniorkonsulent Anette Juul Jensen da også fluks svare på i sit bidrag til serien om tværfaglighed. For det tværfaglige samarbejde er et værn mod fragmentariske indsatser uden sammenhæng, der betyder, at borgeren ofte taber momentum mellem indsatserne. Mange indsatser har decideret spændt ben for hinanden, fordi fagområderne har haft forskellige målsætninger, budgetter, dagsordener og interne strukturer. Tværfaglighed i sin bedste udgave kan løsne for de problematikker, der opstår på tværs af søjler og siloer.
 

Så langt så godt. Men hvad kræver det så af os? Meget, vil lektor Anne Marie Villumsen fra Via University College nok svare. Faktisk så meget, at ægte tværfaglighed sjældent ses. Et samarbejde er ikke tværfagligt, blot fordi der sidder flere fagprofessionelle med forskellige professionsbaggrunde i samme rum. Reelt er det opgavefordeling mellem mit og dit bord, og hvem skal have Sorteper? Vi regner med, at professionerne gør hinanden klogere, men det er desværre ikke altid tilfældet, mener hun. Derfor har Anne Marie Villumsen også tips til ægte tværfaglighed. Et af dem er at stille spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er løsningen, for tværfagligt samarbejde er ikke en mirakelkur.
 

Lyt og lær
Heldigvis er der hjælp at hente til den ægte tværfaglighed. Men det betyder ikke, at det skal være nemt. Det er faktisk sandt, at det er svært. For ifølge lektor Andy Højholdt fra Professionshøjskolen Metropol virker tværfagligt samarbejde kun, hvis de professionelle planlægger, gennemfører og evaluerer i fællesskab og lærer at leve i uenighed og forhandling i selvsamme processer. Skab et forhandlingsrum, hvor vi øver os i at lytte, lære og stille spørgsmål ved vores egen praksis, opfordrer han.
 

Netop viljen til at lytte til andres perspektiver og evnen til at bruge alle perspektiver er afgørende, mener organisationspsykolog Sune Bjørn Larsen fra Raison, der dog indrømmer, at tværfaglighed kan være møgbesværligt og fyldt med dilemmaer. Men det skal ikke afholde os fra at arbejde tværfagligt og endda samskabe. Men hvordan gør man så? Sune Bjørn Larsen er så elskværdig at give os en metode til samskabelse.
 

Både samskabelse og tværfaglighed kræver deltagelse. Ikke bare i de formelle møder, men også i de uformelle møder, der foregår på gangene og i døren til mødelokalet blandt fagprofessionelle. Særligt hvis de foregår på tværs. Problemet er bare – ifølge lektor Bo Morthorst Rasmussen – at det ikke sker i tilstrækkelig grad. Hans pointe er, at det er den uformelle kommunikation, der gør forskellen. Fordi den kan noget, som den formelle ikke kan. Den skaber mening, forståelse, relationer og ikke mindst kendskab, respekt og tillid til hinanden. Disse uformelle møder på tværs er dybt professionelle og nødvendige for, at de professionelles arbejde lykkes.
 

Tværfaglighed på hovedet
Faktisk er vi ikke helt færdige endnu. For nu kommer vi til manden mod myterne, nemlig sociolog og lektor Morten Ejrnæs. For han siger, at faglig uenighed mellem professioner er en skadelig myte. Faktisk viser hans forskning, at faglig uenighed mellem professionsgrupperne slet ikke er et problem. Det er myterne om en ensartet professionel faglighed inden for den enkelte profession til gengæld.
 

Morten Ejrnæs opfordrer til, at vi undgår den automatiske tolkning af holdningsforskelle i et tværfagligt forum som udtryk for professionsforskelle. Det er som regel reelle holdningsforskelle, der afspejler forskellige værdier.
 

Heldigvis, kunne man fristes til at sige, vender han ikke det hele på hovedet. For ligesom Andy Højholdt og Sune Bjørn Larsen mener han, at uenigheden skal opdages, fastholdes, analyseres og diskuteres. Den skal bruges konstruktivt – fordi den giver mulighed for, at forskellige perspektiver på et problem bliver repræsenteret i den faglige drøftelse. Og det skal ledelsen forstå, fordi ledelsen skal legitimere uenighed, ikke for at handlingslamme eller udsætte beslutninger, men for at beslutningsprocessen foregår på et mere oplyst grundlag.
 

Ledelsen skal også tydeligt sætte roller og rammer, mener Anne Marie Villumsen. For når det tværprofessionelle samarbejde er alles ansvar, så bliver det let ingens ansvar.
 

Tværfaglige eftertanker
Så inden vi bare råber tværfaglighed som svaret på alting, er der måske brug for at tænke sig om. Er tværfaglighed den rigtige løsning i denne sag? Måske er det ”bare” et godt samarbejde med andre faggrupper, der skal til. Men hvis tværfagligt samarbejde vitterligt er den bedste løsning, er vi så klar til at lægge egen faglighed til side for en stund og lytte og spørge til andre – og lære af andre? Er vi klar til at acceptere uenigheder og forhandle både på tværs af professioner – men altså også inden for samme profession? Og er vi klar til ikke bare at deltage i de formelle møder, men sågar også i de uformelle møder på tværs?
 

Er svaret ja, kunne der godt være håb for et godt tværfagligt samarbejde til gavn for den unge, for borgeren og for os selv. I al ydmyghed - god fornøjelse.

 

Se hele serien om tværfaglighed.  
 

Forhåbentlig, eftersom tværfagligt samarbejde bonede ud som en af de helt store udfordringer i Vejlederforums brugerundersøgelse. Og det giver mening, for tværfagligt samarbejde er blevet et mantra. Landets kommuner satser massivt på en tidligere og forebyggende indsats, og det fordrer tættere samarbejde på tværs af fagligheder, uanset hvad man så måtte mene om effekten af det. 

Hvorfor tværfaglighed er blevet det nye sort, kunne seniorkonsulent Anette Juul Jensen da også fluks svare på i sit bidrag til serien om tværfaglighed. For det tværfaglige samarbejde er et værn mod fragmentariske indsatser uden sammenhæng, der betyder, at borgeren ofte taber momentum mellem indsatserne. Mange indsatser har decideret spændt ben for hinanden, fordi fagområderne har haft forskellige målsætninger, budgetter, dagsordener og interne strukturer. Tværfaglighed i sin bedste udgave kan løsne for de problematikker, der opstår på tværs af søjler og siloer.
 

Så langt så godt. Men hvad kræver det så af os? Meget, vil lektor Anne Marie Villumsen fra Via University College nok svare. Faktisk så meget, at ægte tværfaglighed sjældent ses. Et samarbejde er ikke tværfagligt, blot fordi der sidder flere fagprofessionelle med forskellige professionsbaggrunde i samme rum. Reelt er det opgavefordeling mellem mit og dit bord, og hvem skal have Sorteper? Vi regner med, at professionerne gør hinanden klogere, men det er desværre ikke altid tilfældet, mener hun. Derfor har Anne Marie Villumsen også tips til ægte tværfaglighed. Et af dem er at stille spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er løsningen, for tværfagligt samarbejde er ikke en mirakelkur.
 

Lyt og lær
Heldigvis er der hjælp at hente til den ægte tværfaglighed. Men det betyder ikke, at det skal være nemt. Det er faktisk sandt, at det er svært. For ifølge lektor Andy Højholdt fra Professionshøjskolen Metropol virker tværfagligt samarbejde kun, hvis de professionelle planlægger, gennemfører og evaluerer i fællesskab og lærer at leve i uenighed og forhandling i selvsamme processer. Skab et forhandlingsrum, hvor vi øver os i at lytte, lære og stille spørgsmål ved vores egen praksis, opfordrer han.
 

Netop viljen til at lytte til andres perspektiver og evnen til at bruge alle perspektiver er afgørende, mener organisationspsykolog Sune Bjørn Larsen fra Raison, der dog indrømmer, at tværfaglighed kan være møgbesværligt og fyldt med dilemmaer. Men det skal ikke afholde os fra at arbejde tværfagligt og endda samskabe. Men hvordan gør man så? Sune Bjørn Larsen er så elskværdig at give os en metode til samskabelse.
 

Både samskabelse og tværfaglighed kræver deltagelse. Ikke bare i de formelle møder, men også i de uformelle møder, der foregår på gangene og i døren til mødelokalet blandt fagprofessionelle. Særligt hvis de foregår på tværs. Problemet er bare – ifølge lektor Bo Morthorst Rasmussen – at det ikke sker i tilstrækkelig grad. Hans pointe er, at det er den uformelle kommunikation, der gør forskellen. Fordi den kan noget, som den formelle ikke kan. Den skaber mening, forståelse, relationer og ikke mindst kendskab, respekt og tillid til hinanden. Disse uformelle møder på tværs er dybt professionelle og nødvendige for, at de professionelles arbejde lykkes.
 

Tværfaglighed på hovedet
Faktisk er vi ikke helt færdige endnu. For nu kommer vi til manden mod myterne, nemlig sociolog og lektor Morten Ejrnæs. For han siger, at faglig uenighed mellem professioner er en skadelig myte. Faktisk viser hans forskning, at faglig uenighed mellem professionsgrupperne slet ikke er et problem. Det er myterne om en ensartet professionel faglighed inden for den enkelte profession til gengæld.
 

Morten Ejrnæs opfordrer til, at vi undgår den automatiske tolkning af holdningsforskelle i et tværfagligt forum som udtryk for professionsforskelle. Det er som regel reelle holdningsforskelle, der afspejler forskellige værdier.
 

Heldigvis, kunne man fristes til at sige, vender han ikke det hele på hovedet. For ligesom Andy Højholdt og Sune Bjørn Larsen mener han, at uenigheden skal opdages, fastholdes, analyseres og diskuteres. Den skal bruges konstruktivt – fordi den giver mulighed for, at forskellige perspektiver på et problem bliver repræsenteret i den faglige drøftelse. Og det skal ledelsen forstå, fordi ledelsen skal legitimere uenighed, ikke for at handlingslamme eller udsætte beslutninger, men for at beslutningsprocessen foregår på et mere oplyst grundlag.
 

Ledelsen skal også tydeligt sætte roller og rammer, mener Anne Marie Villumsen. For når det tværprofessionelle samarbejde er alles ansvar, så bliver det let ingens ansvar.
 

Tværfaglige eftertanker
Så inden vi bare råber tværfaglighed som svaret på alting, er der måske brug for at tænke sig om. Er tværfaglighed den rigtige løsning i denne sag? Måske er det ”bare” et godt samarbejde med andre faggrupper, der skal til. Men hvis tværfagligt samarbejde vitterligt er den bedste løsning, er vi så klar til at lægge egen faglighed til side for en stund og lytte og spørge til andre – og lære af andre? Er vi klar til at acceptere uenigheder og forhandle både på tværs af professioner – men altså også inden for samme profession? Og er vi klar til ikke bare at deltage i de formelle møder, men sågar også i de uformelle møder på tværs?
 

Er svaret ja, kunne der godt være håb for et godt tværfagligt samarbejde til gavn for den unge, for borgeren og for os selv. I al ydmyghed - god fornøjelse.

 

Se hele serien om tværfaglighed.