Det er betydningsfuldt at gøre en forskel. Det fremhæver Vejlederforums læsere, når de skal svare på, hvad der giver energi i deres arbejde (Leder: Hvad gør en forskel). Ofte fremhæver fx socialrådgivere arbejdet med den personlige nærhed, når det handler om at gøre en forskel. En mere langhåret form for forskel er den, som kan komme ud af at bruge sin viden og erfaringer mere systematisk. Den form tager godt nok længere tid, men har andre potentialer.

De to former for ’gøren forskel’ er ikke modsætninger. De supplerer hinanden. Vi trænger bare til at få den mere langhårede studset en smule. Til det vil jeg tilføje endnu et udsagn fra lederen. Nemlig det, at vi faktisk har en del viden, som det måske kniber med at bruge i praksis. Hvis der skal gøres en forskel gennem bedre brug af eksisterende viden, er vi nødt til at kigge på den måde hvorpå, vi oftest indsamler viden – den, vi kalder forskning – og vurdere, om vi kan gøre det anderledes, så det ikke bliver slet så langhåret.
  

Jeg vil argumentere for den form for forskning, som kaldes praksisforskning. Ikke som et alternativ til anden forskning – for den er der også brug for – men som en mulighed for at koble ønsket om at gøre en forskel og behovet for at bruge den viden, der eksisterer, på nye måder.
 

To verdener
Når det ikke bare er lige til at anvende viden på en ny måde, er det, fordi der er forskellige hindringer. Forskning og praksis foregår ofte i to forskellige verdener, der mere tilfældigt end konsekvent krydser hinanden. Kun sjældent indgår de to verdener i en fælles udviklingsproces. Det er ikke så underligt, for forskning skal ofte påtage sig en vis distance til det felt, der undersøges, og praksis har ofte brug for, at forskningsresultater kan omsættes nu og her. Derfor er der risiko for, at værdifulde forskningsresultater slet ikke finder vej til praksis, eller omvendt at forskningen ikke får undersøgt det, der er behov for mere og ny viden om.
 

En inkluderende forskning

Når det er væsentligt at overveje praksisforskning, er det, fordi praksis og forskning i denne tilgang planlægger, gennemfører og implementerer forskning sammen. Mange praktikere har formentlig oplevet, at de seneste års fokus på dokumentation og effekt primært har medført øget arbejdsbyrde og endda mindre kontakt til brugerne. Desuden er praktikernes primære opgave i forhold til dokumentation og måling at registrere data. De deltager ikke i afklaring af, hvad undersøgelsernes fokus er, i valg af undersøgelsesmetoder eller behandlingen af data. Ja, resultaterne når måske knap deres bord. Den konkrete forskning risikerer at blive fjern – og mange oplever, at de ikke får anden fornøjelse ud af det, end at arbejdsgange pludselig ændres.
 

Fremfor at blive en øget arbejdsbyrde, som ikke hænger tydeligt sammen med det daglige arbejde, er der i praksis brug for, at forskningen bliver nærværende og brugbar. Det sker gennem øget samarbejde mellem forskning og praksis, hvor begge parter har indflydelse på forskningsprocessen, og hvor forskningen ikke blot iværksættes, og resultaterne afleveres, men hvor hele processen indgår i en planlagt udviklings- og læreproces. Forskningen bliver en del af praktikernes arbejde og udvikling –  og kan medvirke til at gøre en forskel.


 

Forskningsproces, læringsproces og forhandlinger

At man etablerer et samarbejde mellem forskning og praksis er ikke ensbetydende med, at praktikere skal være forskere, eller forskere skal være praktikere. I det, der kaldes den participatoriske praksisforskning (Uggerhøj 2017), fastholder man sine primære opgaver som forsker og praktiker, men ’blander sig’ i hinandens kompetenceområder. Praksis vil blande sig i og blive en del af forskningsprocessen, og forskerne vil blande sig i og blive en del af læringsprocessen. Det betyder ikke, at man ikke udnytter de kompetencer, man hver især har. Vores erfaring er, at det er en god idé, at forskerne har hovedansvar for forskningsdelen, og praksis har hovedansvaret for læringsdelen. Forskningen bliver ikke blot en rapport, som afleveres, men indgår i den løbende udvikling, som praksis har brug for.
 

Praksis får på den måde indflydelse på forskningsspørgsmål – altså hvad det er, der skal undersøges – indhentningen af data, analysen af data og formidlingen af resultater. Det betyder ikke, at forskningen gør alt, hvad praksis ønsker og siger. Det er vigtigt, at begge parter fastholder de samfundsopgaver, som de er tillagt – forskerne sikrer, at forskningen er af samme kvalitet som anden forskning, og praktikerne sikrer, at det sociale arbejde udføres godt og gedigent. Når man har forskellige samfundsopgaver, kan interesserne ikke altid gå lige op. Det betyder, at forskellige interesser mødes – og af og til støder ind i hinanden. Et omdrejningspunkt i praksisforskning er derfor forhandlinger, hvor interessenterne arbejder sig frem til en forskningsramme og en læringsproces. Der skal til tider slides for at blive enige om et produkt, som begge er tilfredse med, men vores erfaring er, at det lykkes, og at netop forhandlingen er med til at sikre, at flere og forskellige interesser kan indgå. Dermed bliver disse forhandlinger et vigtigt led i at kunne forstå hinanden bedre og i at styrke muligheden for, at resultaterne bliver brugbare: De knytter sig til konkrete problemstillinger i praksis, og de kan nærmest ikke lade være med at påvirke arbejdet, allerede inden forskningen er overstået. Praktikerne bliver forskningsmindet, og forskerne praksismindet (Salisbury Staement (2009).
 

Lyn-forskning?

Forskningen kan på den måde komme til at indgå i den komplekse praksis, hvor tingene hurtigt forandres, fremfor at den risikerer at komme alt for sent og ramme ved siden af den virkelighed, som praksis udgør. Det betyder ikke, at der pludselig kan laves lyn-forskning. Praksis må acceptere, at forskning tager tid. Erfaringerne viser dog, at de løbende forhandlinger, tilbagelevering af delresultater og fælles drøftelser før, under og efter gør, at ’ventetiden’ på de endelige resultater bliver udnyttet til at udvikle praksis løbende og ikke blot til slut.
 

Fremfor alene at konsumere forskningen bliver praksis et led i en vidensproduktion. Den viden, der allerede eksisterer i praksis, bliver samlet op og anvendt fremfor alene at komme den enkelte praktiker til gode. Mange praktikere er faktisk ikke klar over, hvad de producerer af ny viden og hvornår. Erfaringsopsamling foregår ofte tilfældigt – i hullerne mellem opgaverne – og sjældent i dialog med andre. Praksisforskningen kan give en ramme, som giver mulighed for mere kollektivt som praktikere i en afdeling at anvende den viden, der produceres hver eneste dag – gennem mere systematisk opsamling og muligheden for at blive påvirket af deltagelse i processerne. Ikke bare for at modtage ny viden, men for at være medproducent af den.
 

Et opgør med traditionel vidensproduktion

Praksisforskningen vil være et opgør med de forestillinger, der ofte eksisterer om kvalitetssikring og vidensproduktion, hvor målet er at opnå beviser og sikkerhed eller evidens (Hafford-Letchfield, 2007). Den dokumentation og vidensproduktion, der fokuseres på i praksisforskningen, har ikke til formål at bevise eller skabe 100 % sikkerhed, men til formål at undersøge dagligdagsproblemstillinger og knytte undersøgelserne til processer, der kan gøre det lettere at håndtere de daglige opgaver. Sagt på en anden måde er der tale om en form for forskning, som kan understøtte, at det ’at gøre en forskel’ ikke bliver tilfældigt og individuelt.  Praksisforskning er ikke én bestemt ting. Den skal jo i realiteten forhandles frem i hvert projekt. Men vi kan godt tale om, at der er nogle forskellige positioner, som man kan forholde sig til:

• En position kan karakteriseres som ’praksisforskning i socialt arbejde’ – en forskning, hvor forskerne foretager undersøgelser ’i’ og ikke nødvendigvis ’med’ praksis. Det ligner ’almindelig’ forskning, men man er optaget af at få resultaterne omsat i praksis.
   
• En anden position kan karakteriseres som ’praktikerforskning’ eller praksisbaseret forskning – evalueringer og undersøgelser udføres af praktikere og ikke forskere. Ramian (2003) taler fx om, at praktikerne arbejder med traditionelle opgaver fire dage om ugen og forskning én dag om ugen.
   
• En tredje position kan karakteriseres som ’participatorisk praksisforskning’ – forskningen udføres i tæt samarbejde mellem praksis og forskning. Og er den form, jeg har fokuseret på ovenfor (Uggerhøj 2011 a og b).

Participatorisk praksisforskning – et kort eksempel

I et samarbejde mellem kommuner og forskere ønskede nogle kommuner at få undersøgt forældres oplevelse af at indgå i såkaldte børnefaglige undersøgelser – de undersøgelser, der går forud for evt. støtte til familier med alvorlige problemstillinger. Der blev aftalt tre møder, hvor medarbejdere og forskerne mødtes. På første møde diskuterede man selve rammen for forskningen – hvad skal undersøges, hvordan og hvornår. På andet møde fremlagde forskerne de første resultater til diskussion – og måtte bl.a. konstatere, at nogle data måtte analyseres igen, fordi praktikernes kommentarer gav nye vinkler på analyserne. På det tredje møde diskuterede man forskernes første udkast til rapport – bl.a. ved, at medarbejderne på skift gav kritik af rapportens enkelte dele. Herved blev både forskere og medarbejdere involveret i hele forløbet, i resultaterne og i rapporten. Undersøgelsen kom ind under huden på medarbejderne og kunne både diskuteres, omsættes i det daglige arbejde og indgå i et længere udviklingsforløb.
 

Praksisforskning er ikke ideel lykke

Praksisforskning er på mange måder en udfordring – positivt sagt er det en planlagt forstyrrelse (Laursen og Steager 2011). Set i et mere kritisk perspektiv, er det også en ’kamp’ mellem flere interesser og en konflikt mellem forskellige behov. Modsat mange andre sammenhænge skal disse interesseforskelle, konflikter og forstyrrelser ikke ’behandles’ eller dækkes til. De skal belyses og betragtes som en styrke i praksisforskningen (Uggerhøj 2014). Samarbejdspartnerne kommer til at forholde sig til hinanden og handle ud fra den nye forståelse, når forskellene belyses og drøftes. Det vil bringe andre kulturer og interesser ind i ’ens egen verden’ og styrke samarbejdet og forståelsen af resultaterne. For selv om der er uenigheder, og der skal forhandles, er det jo ikke Hjallerup Marked, men faglige diskussioner og beslutninger, der foretages.
 

Vidensproduktion i praksis

Rammen, som praksisforskning kan placeres i, udgør en mulighed for at iværksætte processer, som skaber vidensproduktion midt i praksis og ikke uden for, fordi forskningen indgår i den nødvendige udvikling, praksis skal være i. Det skaber en vidensproduktion, som medarbejdere i frontpraksis har en oplevelse af, klæder dem på fremfor at klæde dem af.
 

Ved at placere forhandlingen i en læreproces skal parterne ikke blot træffe en beslutning eller læse en rapport. De skal lære noget. Forskerne skal lære praksisforståelsen eller brugerforståelsen af relevante problemstillinger – lade sig påvirke af, hvordan problemet ser ud fra andre perspektiver. Praksis eller brugere skal lade sig påvirke af den mere systematiske og meget præcise indkredsning af problemstillinger, som er forskernes styrke og acceptere at supplere den personlige og professionelle vidensdel med en forskningsbaseret vidensdel.
 

Der er masser af viden i praksis, som gemmes i hovederne på praktikerne. Den skal ud, så man kan lære af hinanden. Hvis ikke det at gøre en forskel skal være et personligt projekt, som måske mere kommer praktikeren end borgeren til gode, skal erfaringerne samles op. Og som Flyvbjerg skriver, så kan ingen grupper alene svare på samfundsmæssige udfordringer. Det kræver dele af svar fra mange grupper, hvorved alle bliver vidensproducerende (Flyvbjerg 2001). Her er praksisforskningen en mulighed – ikke sandheden, der redder verden. Men den kan måske være med til at sætte nye perspektiver på vidensdeling og kundskabsopbygning, så den bliver dagligdags og ikke højtflyvende.

 

Referencer

• Flyvbjerg, B. (2001) Making Social Science Matter: Why Social Inquiry Fails and How It Can Succeed Again. New York: Cambridge University Press
• Hafford-Letchfield T. (2007) Practising Quality Assurance in Social Care, Middlesex: Middlesex University
• Laursen, E. og Steager, N. (2011). Organisatorisk læring og transfer i Laursen, E. og Steager, N. (red.). Organisationer i bevægelse. København: Forlaget Samfundslitteratur
• Ramian K. (2003) Praksisforskning som læringsrum. Uden for Nummer 7
• Salisbury Statement. 2009. The Salisbury Statement on practice research, http://www.socsci.soton.ac.uk/spring/salisbury/ , University of Southampton
• Uggerhøj, Lars (2017) ‘Possibilities and Barriers in Practice Research Approaches’ in Støkken A.M. and  Willumsen, E. (eds) Brukerstemmer, Praksisforskning og Innovasjon (Uservoices, practice Research and innovation). Kristiansand: Portal Forlag AS
• Uggerhøj, Lars (2011a) What is Practice Research in Social Work – Definitions, barriers and Possibilities, Social Work & Society, Vol. 9, 2011 p. 45-59
• Uggerhøj, Lars (2011b)Theorizing practice research in social work, Social Work and Social Sciences review 14 (2) (2011)
• Uggerhøj, L. (2014) Learning from each other - Collaboration Processes in Practice Research, Nordic Social Work Research, Vol. 4, Supplement 1, 2014, p.44-57