"Spørgsmålet er ikke, om der er unge med rusmiddelproblemer på uddannelsesinstitutionerne, spørgsmålet er, hvad gør vi ved det?" siger Carina Abel Gjaldbæk.

Og her er samtalen med vejlederen et godt sted at starte. Det vigtigste er, at vejlederen ved, hvilken rolle han eller hun vil tage. De unge vil nemlig som oftest gerne tale om deres rusmiddelforbrug, men de er samtidig eminente til at afkode, hvad der er på spil.

"Hvad koster sandheden? Hvis sandheden koster for meget, så fortæller den unge ikke, at de har et forbrug af rusmidler. Sandheden kan jo koste, at man ryger ud af sin uddannelse, eller at ens vejleder, som man faktisk er glad for, ser anderledes på en. Eller måske er man vant til, at når man siger det højt, bliver man mødt med, at så skal du stoppe. Og hvis man ikke er klar til det, så fortæller man det ikke," forklarer Carina Abel Gjaldbæk.

Hun har arbejdet som rusmiddelrådgiver i 15 år siden opstarten af U-turn, hvor københavnske unge kan få anonym rådgivning og behandling for deres rusmiddelproblemer. I de sidste fire år har hun været leder for U-turns indsats 'Ro på Rusen', hvor rusmiddelrådgivningen foregår på ungdomsuddannelserne.

"Vejlederne er ekstremt vigtige. Der er ingen tvivl om, at vores tætte samarbejde med vejledere har givet os mulighed for at hjælpe langt flere unge på uddannelsesstederne. Vi kan også mærke, at samarbejdet har givet vejlederne tryghed og selvtillid i at tage samtalen. Og har fået dem til at tage stilling til, hvor langt de vil gå i samtalen, og hvornår de sender den unge videre," siger Carina Abel Gjaldbæk.

Dansen med de unge

Første skridt er den første samtale, og her er det essentielt at skabe et trygt rum for den unge, hvor det ikke kun handler om rusmidler.

"Ryger de unge hash, fordi de mistrives, eller mistrives de, fordi de ryger hash? Det er hønen og ægget, men uanset hvad så skal samtalen handle om, hvordan den unge har det. For mistrivsel og rusmiddelproblemer går hånd i hånd. Og man må derfor tale om andre aspekter af den unges liv for at få en forståelse for den unges situation."

Carina Abel Gjaldbæk kalder det 'dansen med den unge'. Det er en balance, hvor man skal mærke sig frem.

"Hvornår taler vi om det generelle, og hvornår får jeg tilladelse til at tale om rusmidler? Det kan også være, at den unge sagtens kan tale om rusmidler, men det er alt det i familien, hun ikke vil tale om. Så mærker man modstand og danser måske lidt i den anden retning," siger hun.

Hver ung er unik, og samtidig er det også vidt forskelligt, hvor de er i deres forhold til rusmidler. Der er stor forskel på, om den unge selv er nået dertil, hvor de gerne vil ud af deres forbrug, eller om de slet ikke ser forbruget som et problem.

"Fælles for de unge er, at forbruget giver mening. De har en god forklaring på, hvorfor de tager de her rusmidler. De er en løsning på noget i deres hverdag eller har været det. For nogle unge opleves de stadig som en god løsning, men for andre har de bragt flere udfordringer. Og det er det, vi skal være nysgerrige på," siger Carina Abel Gjaldbæk.

Man skal viske sin egen tavle ren

Carina Abel Gjaldbæk har undervist mange vejledere, undervisere og andre fagpersoner, der arbejder med unge i håndtering af og samtaler om rusmidler. Den første tid på kurset bruger hun på at tale om ungdomskulturen og rusmidlernes rolle for de unge.

"Vi arbejder med forskellige perspektiver og fordomme, for hvis man kommer ind i en samtale med en holdning om, at stoffer er det værste, så former det jo samtalen."

Det betyder ikke, at man som vejleder skal have en indgående viden om rusmidler for at tale om det, men derimod møde den unge med åbenhed og nysgerrighed – netop i erkendelsen af, at den unge ved hvordan og hvorfor.

"Hvis den unge føler, at det her menneske er alt for langt væk fra mig og vil ikke lytte eller kunne forstå, hvorfor jeg bruger de her rusmidler, så fortæller han eller hun ikke noget. Man skal kunne give noget af sig selv, så den unge føler sig tilpas. Man kan for eksempel være ærlig om, at man ikke ved så meget om rusmidler."

Carina Abel Gjaldbæk anbefaler altid sine kursister at tænke over, hvorfor samtalen kan være svær at tage for dem. Hvilke idiosynkrasier medbringer personen selv.

"Hvis man kan viske tavlen ren og møde de unge med oprigtig interesse og forståelse, så har man et godt udgangspunkt til at tage samtalen uden at skubbe den unge væk. Derfor er det en rigtig god idé at tage kurser i rusmiddelsamtaler. Og at tale om det med kollegaer på ens arbejdsplads, så man får rykket lidt ved sine egne opfattelser," siger Carina Abel Gjaldbæk.

Rusmiddelpolitik på skolen gør en stor forskel

Forud for alt andet er det en god idé, at uddannelsesinstitutioner sætter tid og kræfter af til at udforme rusmiddelpolitikker, der er handlekraftige, og som ikke bare siger det obligatoriske. Klare retningslinjer for, hvilken rolle vejlederne har, og hvad deres handlemuligheder er, er alpha omega for, at vejlederne kan hjælpe de unge bedst muligt, ifølge Carina Abel Gjaldbæk.

"Vi har rigtig gode erfaringer med at udforme rusmiddelpolitikker i samarbejde med uddannelsesinstitutioner, og vi kan høre på medarbejderne, at det giver en stor sikkerhed, at de ved, hvad deres rolle er, og hvilke muligheder de har."

Når rusmiddelpolitikken ikke kun dikterer en nultolerance, åbnes flere døre, der kan hjælpe den unge.

"Der er muligheder i at se åbent på udfordringen med rusmidler, hvor de unge ikke bare bliver smidt ud. Rusmidler hænger ikke sammen med at gå i skole - nej, og ja, vi skal have rusmiddelfri uddannelser, men samtidig har vi også en forståelse for, at nogle unge bruger rusmidler og har det svært. Og der har vi et ansvar for at gøre noget."

Hun har i sin tid i U-turn oplevet alt for mange unge, der bliver smidt ud af deres efterskole eller uddannelse i starten af et skoleår. Og det er en opskrift på håbløshed og rastløshed, som ikke er hensigtsmæssig for unge mennesker, der prøver at finde deres vej i livet.

"Når vejlederne kender til skolens rusmiddelpolitik og ideelt set har været med til at lave den, så føler de sig mere sikre i deres muligheder. Det skaber en tryghed, at de kan sige: 'Okay, her har vi en ung, der har problemer med rusmidler. Vi vil gerne hjælpe, og vi har lagt en strategi for, hvad vi gør, og hvem vi kontakter.' Så er samtalen langt nemmere at tage."

Frygt for at anerkendelse betyder accept

Carina Abel Gjaldbæk har ofte oplevet, at uddannelsesinstitutioner er bekymrede for, at en anerkendende tilgang til de unge vil blive misforstået som en accept af rusmidler, men det er vigtigt ikke at se sådan på det.

"Vi hjælper ikke de unge ved at smide dem ud. Og problemet er der jo, om vi tager samtalen eller ej. Vi har mødt så mange unge, der er faldet ud af uddannelsessystemet, og som flere år senere efter et langvarigt forbrug siger, at de ville ønske, nogen havde spurgt ind til det."

Hun opfordrer alle uddannelsesinstitutioner til at prioritere arbejdet med rusmiddelproblemer. Og ikke mindst til at tage kontakt til deres kommunes rusmiddelrådgivning for unge.

"Vi er ofte ude på uddannelsesinstitutioner for at tale med både de unge i klasserne og med de ansatte. For det er langt nemmere at brobygge unge til rådgivning og behandling, hvis vejlederne har mødt os og har en idé om, hvem vi er, og hvordan vi arbejder. Jo tættere samarbejde vi har, desto flere unge kan vi hjælpe," siger Carina Abel Gjaldbæk.