Forskningsprojektet "At blive på sporet" [1] har fokuseret på at få mere viden om de beslutningsprocesser, der fører til frafald. Hvordan beslutter de unge sig typisk for, om de vil eller ikke vil fortsætte på en uddannelse? Hvad kan få dem til at ændre mening om at blive på eller forlade en uddannelse? Hvilke tanker gør de sig i de perioder, hvor de er i tvivl? Kort sagt, hvad er der på spil, når de vakler?
Det er spørgsmål, som forskningsprojektet har forsøgt at bidrage med viden om. Og det er en viden, der både giver blik for, hvad der er vigtigt for de unge, når de træffer beslutninger om og i uddannelsesforløb, og som forhåbentlig også kan bidrage til, at skoler tænker på og forebygger frafald på nye måder, fx ved at ændre sprogbrug eller afskaffe individuelle fraværssamtaler og i stedet gøre brug af (kollektive) vejledningsformer, der fokuserer mere på trivsel og fællesskaber end på fravær.
Det tunge ansvar for at blive til nogen
Vi spørger ofte de unge, "hvad vil du gerne være (når du bliver stor)", og glemmer, at de jo allerede er nogen. Ifølge mobbeforsker Helle Rabøl kobler de unges usikkerhed sig på en tendens i tiden, hvor de i meget højere grad end tidligere føler, at de har et enormt ansvar for at blive til nogen – og hvis de synes, det er svært, eller måske ligefrem ikke klarer den, tager de skylden på sig.
Fremdriftsreformen og SU-reformen er et par eksempler på det større og stigende fokus på at komme hurtigere gennem uddannelsessystemet, og det har konsekvenser for de unges motivation for uddannelse. Nogle unge ved allerede tidligt i livet, hvad de vil beskæftige sig med, og de passer godt til et uddannelsessystem, der er opbygget lineært.
Andre har behov for mere tid og flere erfaringer, før de føler sig klar til at træffe beslutning om først og fremmest uddannelsesretning og dernæst erhverv. For unge, som har afbrudt flere uddannelsesforløb, kan problemstillingen forstærkes yderligere, fordi de ser det som lidt taberagtigt ikke at kunne finde vej i uddannelsessystemet.
Derfor er motivation afgørende
Frafaldsproblematikker bør ses gennem de studerendes øjne fremfor gennem institutionernes (Tinto 2017). Det mener den amerikanske sociolog Vincent Tinto. Skoler og vejledere skal have mere fokus på, hvordan studerendes vedholdenhed kan styrkes end på, hvordan de fastholdes. En ting er nemlig, at skoler arbejder på at fastholde studerende. En anden ting er at arbejde på måder, hvorpå de studerende selv ønsker at blive.
Tinto argumenterer for, at studerendes motivation er det fundament, som deres vedholdenhed bygger på. Studerende, som ønsker at fortsætte, har større sandsynlighed for at fortsætte, selv når de møder udfordringer. Ifølge Tinto formes studerendes motivation af deres oplevelse af mål, self-efficacy, følelsen af at høre til samt deres opfattelse af uddannelses/faglig relevans.
Det er en meget væsentlig pointe i teorien, at dimensioner er nogle, skoler kan arbejde med. I vores forskningsprojekt spurgte vi hf-kursister og erhvervsskoleelever om, hvad der har betydning for, at de trives på deres uddannelse.
Efterfølgende brugte vi Tintos model til at undersøge, om og hvordan de elementer, han argumenterer for, at skoler og vejledere bør være opmærksomme på og styrke hos studerende, har (haft) betydning for de danske elever/kursister – og om der er elementer, som modellen ikke indfanger. De interviewede elever/kursister har alle deltaget i vejledningsforløb med samtaler, enten kollektive eller individuelle, fordi de af skolerne har været vurderet til at være frafaldstruede.
Når tvivl er et tema, er normalisering et behov
Kompleksiteten forbundet med fastholdelse bliver synlig, når vi ser de unges fortællinger gennem Tintos model. På tværs af interviews er det tydeligt, at alle elementer i modellen kan genfindes som forhold, der hver især og indbyrdes er væsentlige for, at de unge trives og bliver på deres uddannelse.
Jo mere sikker man er på, hvor man er på vej hen og hvorfor, jo mere giver uddannelse umiddelbar mening. Jo mere sikker man er på, at man er i stand til eller kan blive i stand til at lykkes med den opgave (uddannelse), man har, jo lettere bliver det at overvinde usikkerhed om egen formåen. Og i jo højere grad man føler, at man er en værdifuld del af et fællesskab, des mere er man tilbøjelig til at føle, at man hører til, både socialt og fagligt, og dermed turde at engagere sig. Eleverne og kursisternes fortællinger peger på, at den vejledning, de har modtaget, har fokus på og understøtter de elementer, som Tinto fremhæver som væsentlige for motivation og udholdenhed.
Hvad overser modellen?
Modeller søger ofte at gøre virkeligheden mindre kompleks, end den faktisk er. I vores interviews er det tydeligt, at der er et tema, som modellen ikke indfanger, og det er et, der handler om tvivl og ambivalens. Nogle unge aner ikke, hvorfor de er på en given uddannelse, måske opdager de det undervejs. Andre er der, fordi de skal, men her kan nogle opleve, at uddannelsen kan være et skridt på vejen og dermed give mening. Atter andre er der som et trinbræt til noget helt andet. Men fælles for de fleste er, at det ikke føles legalt at være eksplicit omkring sin tvivl og ambivalens, fordi man skal være målrettet, når man er på en uddannelse.
Det peger på, at skolekulturer og vejledning skal skabe rum for, at det er okay og faktisk helt normalt at være i tvivl, hvis man ikke med det samme har følelsen af at være på sin drømmeuddannelse.
Hvordan normaliserer vi tvivl og ambivalens?
Erfaringer fra projektet peger på flere ting, der kan være med til at bane vejen for en normalisering af den tvivl, mange unge føler, når de starter på en ungdomsuddannelse. Det kan bl.a. handle om sprogbrug: Hvad kalder vi vejledningen, og hvilken betydning har sprogbrug for både vejledningens formål og for elever/kursisters oplevelse af samme? Sproget betyder noget. Hvad betyder det at blive mødt med fastholdelsesvejledning og fraværssamtaler? Hvem vil fx gerne holdes fast? Og hvad nu, hvis man slet ikke selv har valgt den uddannelse, man går på? Hvordan kan en professionel vejledningsindsats udføres, hvis vejledningsopgaven reduceres til at orientere om fraværsprocenter? Et begreb som gennemførelsesvejledning signalerer noget andet, bl.a. fordi den, der gør noget, det vil sige gennemfører, er eleven/kursisten.
Det får betydning for, hvordan vejledningen tilrettelægges og for både vejlederens og de unges roller i vejledningsrummet. Når vejledningen har fokus på elever og deres behov frem for deres fravær, kan der blive tale om læringsrum, hvor eleverne bliver klogere på sig selv, det vil sige, hvor de er, og hvor de gerne vil hen, og får øje på egne styrker.
Gruppevejledning gør tvivlen til et fælles anliggende
Erfaringer fra projektet viser, at kollektive vejledningsindsatser har mange positive effekter. Det har den, fordi den enkelte finder tryghed i at genkende egne udfordringer i andres fortællinger, hvad enten det handler om faglige udfordringer eller følelsen af ikke at slå til eller leve op til egne eller andres forventninger. Vejledere har oplevet at få en mere tilbagetrukket rolle, men samtidig en position hvorfra det er muligt at støtte elever/kursister i at træffe valg, der giver mening for dem. På den måde indbefatter gruppevejledning (som skolerne praktiserer det), at tvivlen normaliseres, fordi den identificeres som et fælles anliggende frem for et individuelt. Og det fælles anliggende er vigtigt jf. diskursen om, at den enkelte påtager sig ansvaret for 'at fejle'.
Det er ikke skolerne eller vejledernes opgave at få alle til at blive på en bestemt uddannelse. Der skal i højere grad være fokus på, at vejleder og elev/kursist i fællesskab udforsker muligheder, så eleven/kursisten kan blive på sporet – deres eget spor vel at mærke snarere end det, der udstikkes uddannelsespolitisk eller i samfundets diskurser.
Noter
[1] Projektet er et treårigt forskningsprojekt bevilget af Velux-fonden og gennemført af Kristina Mariager-Anderson (projektleder), Bjarne Wahlgren, Vibe Aarkrog og Susanne Gotlieb, Aarhus Universitet.
Referencer
Vil du vide mere?
|
Indstillinger for cookie-samtykke