Hvad har du undersøgt?

Sammen med mine NOISE-kolleger Tine Basse Fisker og Helle Rabøl Hansen er jeg i gang med at undersøge unges oplevelser af ungdomsliv under anden corona-nedlukning fra december 2020 til maj 2021.

Hvorfor er din forskning vigtig?

Det seneste års nedlukning, gradvise genåbning, anden nedlukning og gradvise nye genåbning har gjort, at de unge har været forhindrede i at leve det liv, som de plejede med skole, fritidsaktiviteter og socialt samvær med venner og familie. Unges beretninger og beskrivelse heraf kan fortælle noget om unges sociale behov og udfordringer både i relation til skole- og hverdagsliv, samt generelt og eksistentielt i forhold til at være ung. Denne viden er vigtig på den korte bane i forhold til genåbningen, hvor de unge vender tilbage til (ny-)normalen, men også på den lange bane. Hvilke spor – på godt og ondt – har nedlukningen af samfundet og den sociale isolation sat sig hos de unge? Og hvad kalder det på på sigt af optagetheder og tiltag i skoler og uddannelse og øvrige arenaer?

Hvad er forskningens vigtigste budskaber?

Anden nedlukningsperiode har betydet timer med kedsomhed og ensomhed foran computeren. De unge beskriver det tabte ungdomsliv som et stort afsavn. De havde positive forventninger til deres skole- og uddannelsesliv og til ungdomslivet generelt. Men alt det, de havde glædet sig til og forestillet sig, forsvandt. De er ramt af savn, frustration og længsel efter det, der var engang. De er ramt af meningstab i forhold til skolen og det faglige, altså videntilegnelse både generelt og især som en social fællesskabende aktivitet. De savner skolen og det liv, der udspiller sig omkring skolen. Deres liv foregår nu på skærmen, dagene er monotone, de savner dialog og fysisk samvær, de er udmattede og trætte, og deres krop forsvinder for dem.

Mange unge beskriver ensomhed, men på forskellig vis. For en stor gruppe handler det om en ny form for ensomhed, der knytter sig til kedsomhed, nemlig kedsomhed-ensomhed. Før nedlukningen havde de et rigt og aktivt liv, men er nu blevet ensomme. Andre beskriver sig selv som ”i forvejen ensomme”. De så ikke nogen uden for skolen før corona og følte sig alligevel alene i skolen, så for dem er det en lettelse ikke at skulle ”vise sin ensomhed” i skolen. Men blandt gruppen af ”i forvejen ensomme” er også nogle, der udtrykker en form for dobbelt ensomhed. Corona har accelereret deres ensomhed; nu skal de end ikke ud af huset om morgenen.

En anden mindre gruppe udtrykker en form for lettelse over, at det sociale pres er væk. De kan slappe af hjemme, gemme sig bag skærmen og behøver ikke ”stille op til fest og ballade”. En undtagelse herfor er gruppen af gamere, der udtrykker glæde ved at have mere tid til at game og være sammen med vennerne online. Heller ikke for dem er der den store forskel, da skolen ikke var en lokalitet for socialitet, men bare noget, der skulle overstås, så de kunne komme hjem og game. Nogle – og ikke kun gamerne – udtrykker også, at de har hygget sig hjemme og haft det dejligt med den ufrivillige ”pause”, der har givet tid og ro til fordybelse, gåture, sysler og andet.

På tværs af de forskellige grupper går en rød tråd, nemlig opdagelsen af familienærhed. Glæden ved mere tid med forældre og søskende samt savnet efter bedsteforældre, kusiner og onkler og de traditioner for samvær omkring fødselsdage og højtider giver billeder af unge, der føler sig forankrede i familieliv. Familien bliver en positiv sidegevinst og kærkommen kompensation for manglende samvær med de savnede jævnaldrende.

Hvad kan praktikerne lære af din forskning?

Det er et broget billede, der viser sig, når man taler om ungeliv under nedlukningen. De unge har gjort sig (nye) dybe, men også forskellige erfaringer med, at skolegang, uddannelse, fritidsliv og festliv er meningsgørelser af ungelivet. Da paletten af erfaringer er mangefarvet, er der derfor brug for at tænke bredt, fleksibelt og kontekstnært, når de unge skal (hjælpes) tilbage til et socialt liv.

Overordnet set skal der gives muligheder for igen at leve ungdomsliv. De unge har brug for at kunne indhente det tabte, feste, hygge, være sammen, fejre ungdommens vildskab og frihed. Fællesskaberne skal genetableres, men med plads til corona-erfaringernes forskellighed og tvetydighed, dilemmaer og bekymringer. Mange unge afslutter deres essay med refleksioner over, hvad vi som samfund har lært af denne kollektive erfaring, og hvordan dette kan være brugbart i fremtiden. Mange trækker også personlig læring ud af perioden. Dette kunne samtænkes med det store behov for at genskabe faglige fællesskaber, hvor meningsfulde læringsaktiviteter kan finde sted. Der er brug for at give de unge følelsen af at ”være på niveau”, at kunne klare eksamen/komme godt videre i systemet og ikke mindst genoprette læringens socialitet.