Første rapport fra den af regeringen nedsatte Reformkommission var på gaden den 26. maj. Kommissionen skal komme med forslag til andengenerationsreformer af arbejdsmarkedet og den danske økonomi, og ordene stammer fra kommissionens formand og professor i økonomi Nina Smith [i].
Vi ved godt, vi taber de unge
Titlen på kommissionens første rapport er "Erkendt, forsøgt løst, uløst" og understreger, at de problemer, som kommissionen analyserer, er old news. Et velkendt og i formandens øjne allerstørste problem er, at en uhyggelig stor gruppe unge aldrig får en uddannelse. Som vejleder er man sig smerteligt bevidst om tallene, men vi gentager: Knap 50.000 unge i alderen fra 15 til 24 år er hverken i gang med eller færdige med en ungdomsuddannelse. Samtidig er de uden job. Blandt de 25-årige står knap 20 % uden en ungdomsuddannelse. Den samme gruppe får måske aldrig fodfæste på arbejdsmarkedet.
Det nye er den dobbelte stigmatisering
Nina Smith og kommissionen fokuserer på, at der skal flere reformer til for at vende billedet. Samtidig er vi ved at rejse os efter en pandemi, der har haft store konsekvenser for den generation af unge, som tallene dækker over. Sat på spidsen kan man tale om, at disse unge er udsat for en dobbelt stigmatisering. Det var svært nok i forvejen, men coronaen har betydet, at både undervisning og ungdomsliv har haltet. Et ungdomsliv, der har været vendt på hovedet og ramt på alle fronter. Vi ved allerede, at pandemien har forstærket social ulighed: Unge, der gik ind i krisen med udfordringer, vil ofte også være dem, der går ud af krisen med endnu større udfordringer, fx unge med mindre forældrehjælp og færre ressourcer [ii]. Og der er konsekvenser, vi endnu slet ikke har set hele omfanget af.
Pandemien har desuden medført et omfattende skift i ellers faste ideer om uddannelsernes og arbejdets natur og i det hele taget om, hvordan samfundets rammer er skruet sammen. Så mange af de råd, man som vejleder har givet om, hvordan man begynder og gennemfører en uddannelse og i det hele taget skaber sig en karriere, kan man måske kassere. Og vi kan forvente stigende ledighed, beskæftigelsesmæssige forskydninger og ændret jobindhold.
Vejledning for alle i skiftetider
Med en sådan foranderlighed kunne man vove den påstand, at den brede befolknings adgang til vejledning burde være for alle. Det er i hvert fald, hvad vejledningsforskerne Rie Thomsen, Tristram Hooley og Ronald Sultana hævder i deres artikel "Vejledning og social retfærdighed – hvorfor er det vigtigt i coronavirussens tid?" [iii] For alle kan have behov for at tale med en vejleder om, hvordan de ønsker at leve deres liv med uddannelse, læring og arbejde i en ny virkelighed. Også selv om deres ønsker ikke kan gå i opfyldelse. Eller måske netop derfor. For vejledningens formål er ikke at sikre, at alle ønsker går i opfyldelse. Vejledning handler bl.a. om at vise verden, som den er. Også selv om det er øjebliksbilleder, der er mere foranderlige end nogensinde før.
Social retfærdighed: Hvorfor nu?
Når vi ved, hvordan verden ser ud – på godt og ondt – har vi nemmere ved at navigere og får derfor flere muligheder. Og en større frihed. Det er i hvert fald de omtalte vejledningsforskeres påstand. Og det er på den baggrund, at vi kaster os over begrebet social retfærdighed, som i stigende grad fylder i vejledning både ude og hjemme. Kort fortalt dækker begrebet 'social retfærdighed' over tre konkrete mål for vejlednings- og karrierelæringsaktiviteter: øget formel lighed (equality), øget resultatlighed (equity) og øget social inklusion.
Når bl.a. professor Rie Thomsen, lektor Randi Boelskifte Skovhus [iv] og ph.d. studerende Laura Cordes Felby fra den danske vejledningsforskning interesserer sig for social retfærdighed, handler det om flere aspekter. Vejledningen skal som sagt bidrage til, at unge får indsigt i verden, som den er. For at undgå den latente individualisering af strukturelle problemer, så den unge forstår, at det kan være samfundsstrukturer og ikke den enkelte, der er årsag til, at det fx er svært at gennemføre en uddannelse. Vejledningens formål har altid været, at vejledning skal bidrage til social retfærdighed. Og at de vejledte skal kunne vælge ud fra et oplyst grundlag. Det kræver ifølge Rie Thomsen m.fl., at vejlederen ser sin praksis som indlejret i både en politisk og økonomisk kontekst - og indvier den unge i, hvordan den kontekst ser ud.
Hvad gør vi med vores indsigt?
Når professor Nina Smith siger, at velfærdsstaten ikke sørger for, at alle unge får en uddannelse, er det jo desværre sandt. Og det skal de unge og deres forældre have at vide. Det er også sandt, at corona-pandemien ikke har påvirket alle lige meget. Det skal de unge også have at vide. Vejlederne kan hjælpe med at pege på specifikke behov for dem, den er gået mest ud over, og det er bl.a. unge, der har haft det svært i forvejen. Men de kan også hjælpe dem med at se uretfærdighederne og ulighederne. Både for at forstå, at det ikke er noget, de selv er skyld i i en tid, hvor en stærk individualisering gør, at de unge tager ansvaret og bebrejder sig selv for ting og sager, de slet ikke er herre over. Men også for at få flere muligheder. For når vejlederne viser verden, som den er, bidrager de også til, at de unge bedre kan få indsigt i, at strukturer og forhold kan forandres – at de ikke er naturgivne.
Men en ting er at få indsigt i ekskluderende strukturer og andre uretfærdigheder og uligheder, der skal hindre, at de unge selv tager hele ansvaret på sig. Og gøre, at de unge forstår egne vilkår. Noget andet er, hvad det er for nogle muligheder, det giver de unge? Hvad skal de unge gøre med den indsigt, de får fra vejlederne? Hvordan skal de handle på det? For er det ikke politikernes ansvar at forandre samfundet, så det inkluderer alle unge? Er det ikke altid de voksnes ansvar? Det vil vi gerne vide mere om.
I dette nummer vil vi gå kritisk og konstruktivt til begrebet social retfærdighed. Hvad betyder det, og er det overhovedet relevant? Hvor er hullerne i osten? Og hvordan kan social retfærdighed i vejledningen bruges til at skabe bedre muligheder for de unge, der har det sværest? Tænk, hvis det kunne bidrage til, at vi kom et skridt nærmere på at gå fra Erkendt, forsøgt løst, uløst til Erkendt, forsøgt løst, på vej.
Hvem er med?
Vejledning skal turde adressere uretfærdigheder
Rie Thomsen, professor MSO, DPU, Aarhus Universitet
'Navngiv undertrykkelse' er ifølge professor Rie Thomsen en af fem måder, vejledere kan skabe social retfærdighed. For menneskers handlerum vokser, når de opdager, at ydre faktorer påvirker deres muligheder, og problemer aldrig kun skyldes egen utilstrækkelighed.
Vejledning for social retfærdighed skal inkludere flere stemmer
Bo Klindt Poulsen, ph.d. studerende og lektor, VIA University College
Enhver diskussion om at fremme social retfærdighed må begynde med en værdiafklaring: hvilken retfærdighed? Og i den diskussion skal flere stemmer høres.
Social retfærdighed: Er fritidsjob en del af løsningen?
Hanne Kirk, programleder, Ungdomsskoleforeningen
Hvordan arbejder ungdomsskolerne aktuelt og målrettet på tværs af landet for at give unge i udsatte positioner positive erfaringer med arbejdsmarkedet, så flere gennemfører en ungdomsuddannelse eller kommer i job?
Arbejd eksplicit og bredt med barrierer for social retfærdighed
Laura Cordes Felby, ph.d. studerende, Aarhus Universitet
Arbejdet med vejledning i et socialt retfærdighedsperspektiv bliver ofte rettet mod udvalgte målgrupper. Men det kan være en fordel at tænke bredt og opskalere vejledningsaktiviteterne. Fordi de kan være med til at skabe lige muligheder for alle.
Hvordan bekæmper projektet NextStep social ulighed?
David Reimer, professor MSO, Aarhus Universitet
Den sociale ulighed er særlig udbredt, når det gælder universitetsuddannelser. Formålet med projektet NextStep er ikke at få flere elever til at vælge universitetet, men at imødegå potentielle akademiske og sociale udfordringer for at mindske uligheden i, hvem der vælger en universitetsuddannelse.
Coronaens konsekvenser for undervisning rammer elever ulige
Frederikke Skaaning Knage, ph.d. studerende, DPU, Aarhus Universitet
De unge kommer med forskellige udgangspunkter for læring, hvilket betyder, at øget online undervisning, mere lytning, selvstændig opgaveløsning og et krav om at strukturere sin egen tid vil være en større omvæltning for nogle unge end for andre.
Referencer
[ii] Knage, Frederikke Skaaning (2021): Ung i Coronaens Tid. DPU, 14. april 2021.
Vil du vide mere?
|
Første rapport fra den af regeringen nedsatte Reformkommission var på gaden den 26. maj. Kommissionen skal komme med forslag til andengenerationsreformer af arbejdsmarkedet og den danske økonomi, og ordene stammer fra kommissionens formand og professor i økonomi Nina Smith [i].
Vi ved godt, vi taber de unge
Titlen på kommissionens første rapport er "Erkendt, forsøgt løst, uløst" og understreger, at de problemer, som kommissionen analyserer, er old news. Et velkendt og i formandens øjne allerstørste problem er, at en uhyggelig stor gruppe unge aldrig får en uddannelse. Som vejleder er man sig smerteligt bevidst om tallene, men vi gentager: Knap 50.000 unge i alderen fra 15 til 24 år er hverken i gang med eller færdige med en ungdomsuddannelse. Samtidig er de uden job. Blandt de 25-årige står knap 20 % uden en ungdomsuddannelse. Den samme gruppe får måske aldrig fodfæste på arbejdsmarkedet.
Det nye er den dobbelte stigmatisering
Nina Smith og kommissionen fokuserer på, at der skal flere reformer til for at vende billedet. Samtidig er vi ved at rejse os efter en pandemi, der har haft store konsekvenser for den generation af unge, som tallene dækker over. Sat på spidsen kan man tale om, at disse unge er udsat for en dobbelt stigmatisering. Det var svært nok i forvejen, men coronaen har betydet, at både undervisning og ungdomsliv har haltet. Et ungdomsliv, der har været vendt på hovedet og ramt på alle fronter. Vi ved allerede, at pandemien har forstærket social ulighed: Unge, der gik ind i krisen med udfordringer, vil ofte også være dem, der går ud af krisen med endnu større udfordringer, fx unge med mindre forældrehjælp og færre ressourcer [ii]. Og der er konsekvenser, vi endnu slet ikke har set hele omfanget af.
Pandemien har desuden medført et omfattende skift i ellers faste ideer om uddannelsernes og arbejdets natur og i det hele taget om, hvordan samfundets rammer er skruet sammen. Så mange af de råd, man som vejleder har givet om, hvordan man begynder og gennemfører en uddannelse og i det hele taget skaber sig en karriere, kan man måske kassere. Og vi kan forvente stigende ledighed, beskæftigelsesmæssige forskydninger og ændret jobindhold.
Vejledning for alle i skiftetider
Med en sådan foranderlighed kunne man vove den påstand, at den brede befolknings adgang til vejledning burde være for alle. Det er i hvert fald, hvad vejledningsforskerne Rie Thomsen, Tristram Hooley og Ronald Sultana hævder i deres artikel "Vejledning og social retfærdighed – hvorfor er det vigtigt i coronavirussens tid?" [iii] For alle kan have behov for at tale med en vejleder om, hvordan de ønsker at leve deres liv med uddannelse, læring og arbejde i en ny virkelighed. Også selv om deres ønsker ikke kan gå i opfyldelse. Eller måske netop derfor. For vejledningens formål er ikke at sikre, at alle ønsker går i opfyldelse. Vejledning handler bl.a. om at vise verden, som den er. Også selv om det er øjebliksbilleder, der er mere foranderlige end nogensinde før.
Social retfærdighed: Hvorfor nu?
Når vi ved, hvordan verden ser ud – på godt og ondt – har vi nemmere ved at navigere og får derfor flere muligheder. Og en større frihed. Det er i hvert fald de omtalte vejledningsforskeres påstand. Og det er på den baggrund, at vi kaster os over begrebet social retfærdighed, som i stigende grad fylder i vejledning både ude og hjemme. Kort fortalt dækker begrebet 'social retfærdighed' over tre konkrete mål for vejlednings- og karrierelæringsaktiviteter: øget formel lighed (equality), øget resultatlighed (equity) og øget social inklusion.
Når bl.a. professor Rie Thomsen, lektor Randi Boelskifte Skovhus [iv] og ph.d. studerende Laura Cordes Felby fra den danske vejledningsforskning interesserer sig for social retfærdighed, handler det om flere aspekter. Vejledningen skal som sagt bidrage til, at unge får indsigt i verden, som den er. For at undgå den latente individualisering af strukturelle problemer, så den unge forstår, at det kan være samfundsstrukturer og ikke den enkelte, der er årsag til, at det fx er svært at gennemføre en uddannelse. Vejledningens formål har altid været, at vejledning skal bidrage til social retfærdighed. Og at de vejledte skal kunne vælge ud fra et oplyst grundlag. Det kræver ifølge Rie Thomsen m.fl., at vejlederen ser sin praksis som indlejret i både en politisk og økonomisk kontekst - og indvier den unge i, hvordan den kontekst ser ud.
Hvad gør vi med vores indsigt?
Når professor Nina Smith siger, at velfærdsstaten ikke sørger for, at alle unge får en uddannelse, er det jo desværre sandt. Og det skal de unge og deres forældre have at vide. Det er også sandt, at corona-pandemien ikke har påvirket alle lige meget. Det skal de unge også have at vide. Vejlederne kan hjælpe med at pege på specifikke behov for dem, den er gået mest ud over, og det er bl.a. unge, der har haft det svært i forvejen. Men de kan også hjælpe dem med at se uretfærdighederne og ulighederne. Både for at forstå, at det ikke er noget, de selv er skyld i i en tid, hvor en stærk individualisering gør, at de unge tager ansvaret og bebrejder sig selv for ting og sager, de slet ikke er herre over. Men også for at få flere muligheder. For når vejlederne viser verden, som den er, bidrager de også til, at de unge bedre kan få indsigt i, at strukturer og forhold kan forandres – at de ikke er naturgivne.
Men en ting er at få indsigt i ekskluderende strukturer og andre uretfærdigheder og uligheder, der skal hindre, at de unge selv tager hele ansvaret på sig. Og gøre, at de unge forstår egne vilkår. Noget andet er, hvad det er for nogle muligheder, det giver de unge? Hvad skal de unge gøre med den indsigt, de får fra vejlederne? Hvordan skal de handle på det? For er det ikke politikernes ansvar at forandre samfundet, så det inkluderer alle unge? Er det ikke altid de voksnes ansvar? Det vil vi gerne vide mere om.
I dette nummer vil vi gå kritisk og konstruktivt til begrebet social retfærdighed. Hvad betyder det, og er det overhovedet relevant? Hvor er hullerne i osten? Og hvordan kan social retfærdighed i vejledningen bruges til at skabe bedre muligheder for de unge, der har det sværest? Tænk, hvis det kunne bidrage til, at vi kom et skridt nærmere på at gå fra Erkendt, forsøgt løst, uløst til Erkendt, forsøgt løst, på vej.
Hvem er med?
Vejledning skal turde adressere uretfærdigheder
Rie Thomsen, professor MSO, DPU, Aarhus Universitet
'Navngiv undertrykkelse' er ifølge professor Rie Thomsen en af fem måder, vejledere kan skabe social retfærdighed. For menneskers handlerum vokser, når de opdager, at ydre faktorer påvirker deres muligheder, og problemer aldrig kun skyldes egen utilstrækkelighed.
Vejledning for social retfærdighed skal inkludere flere stemmer
Bo Klindt Poulsen, ph.d. studerende og lektor, VIA University College
Enhver diskussion om at fremme social retfærdighed må begynde med en værdiafklaring: hvilken retfærdighed? Og i den diskussion skal flere stemmer høres.
Social retfærdighed: Er fritidsjob en del af løsningen?
Hanne Kirk, programleder, Ungdomsskoleforeningen
Hvordan arbejder ungdomsskolerne aktuelt og målrettet på tværs af landet for at give unge i udsatte positioner positive erfaringer med arbejdsmarkedet, så flere gennemfører en ungdomsuddannelse eller kommer i job?
Arbejd eksplicit og bredt med barrierer for social retfærdighed
Laura Cordes Felby, ph.d. studerende, Aarhus Universitet
Arbejdet med vejledning i et socialt retfærdighedsperspektiv bliver ofte rettet mod udvalgte målgrupper. Men det kan være en fordel at tænke bredt og opskalere vejledningsaktiviteterne. Fordi de kan være med til at skabe lige muligheder for alle.
Hvordan bekæmper projektet NextStep social ulighed?
David Reimer, professor MSO, Aarhus Universitet
Den sociale ulighed er særlig udbredt, når det gælder universitetsuddannelser. Formålet med projektet NextStep er ikke at få flere elever til at vælge universitetet, men at imødegå potentielle akademiske og sociale udfordringer for at mindske uligheden i, hvem der vælger en universitetsuddannelse.
Coronaens konsekvenser for undervisning rammer elever ulige
Frederikke Skaaning Knage, ph.d. studerende, DPU, Aarhus Universitet
De unge kommer med forskellige udgangspunkter for læring, hvilket betyder, at øget online undervisning, mere lytning, selvstændig opgaveløsning og et krav om at strukturere sin egen tid vil være en større omvæltning for nogle unge end for andre.
Referencer
[ii] Knage, Frederikke Skaaning (2021): Ung i Coronaens Tid. DPU, 14. april 2021.
Vil du vide mere?
|
Indstillinger for cookie-samtykke