De seneste års politiske fokus på vejledning som instrument til at realisere uddannelsespolitiske resultater (95 % af en ungdomsårgang skal i 2015 gennemføre en ungdomsuddannelse og mindst 50 % en videregående uddannelse) har medført en politisk detailstyring, som på flere måder udfordrer vejledningens og vejledernes faglige og etiske integritet.

I stedet for at give plads og ressourcer til, at vejlederne kan udfolde deres kompetencer i samspil med øvrige kræfter på uddannelses- og vejledningsinstitutionerne, fastholder regeringen et stift blik på kortsigtede resultater med løbende opstramninger i lovgivningen som følgesvend.

Senest har man - før blækket endnu var tørt på de sidste opstramninger - bedt konsulentfirmaet Rambøll foretage en undersøgelse af ressourceforbruget indenfor hele vejledningsreformens område. Og konklusionerne peger entydigt på det forhold, at vejledningen ikke differentieres i tilstrækkelig grad, at modvilje (og manglende evne?) til at udpege målgrupper med særlige behov for vejledning er udbredt, hvorfor undersøgelsen anbefaler at omdirigere de økonomiske ressourcer med henblik på at opnå den ønskede effekt.

 

Det hele er meget modsætningsfyldt. På den ene side tilstræber man via lovgivningen at professionalisere vejledningen – på den anden side vælger man konsekvent at lægge øre til – ikke de professionelles bud på, hvad der virker, men til konsulentfirmaers tvivlsomme effektundersøgelser.

Vejledningsbehov - dengang og nu
Det er ikke nyt og overraskende – og for så vidt heller ikke oprørende - at vejledningen underkastes samfundsmæssige interesser. Vejledningen er så at sige ”født” ind i et spændingsfelt mellem individet og samfundet, og vejlederens funktion har været beskrevet som en slags smørekande i forhold til etableringen af det nødvendige "fit" mellem individuelle forudsætninger og præferencer og de erhvervs- og samfundsmæssige forventninger til arbejdsstyrken (Peter Plant).

De dilemmaer, som et sådant spændingsfelt repræsenterer, har fundet sin løsning i forskellige vejledningskoncepter, som har domineret i forskellige samfundsmæssige epoker.

Til eksempel reflekteres spændingsfeltet i de klassiske træk-faktorteorier om valg og vejledning (Parsons og Holland) som et spørgsmål om at udvikle metoder til klassificering/diagnosticering af mennesker med henblik på at skabe grundlag for det "optimale match" mellem individet og de aktuelle jobmuligheder. Indsatsen har især op igennem forrige århundrede resulteret i udviklingen af et større testbatteri til støtte for vejlederen i arbejdet med at klassificere vejledte og efterfølgende sætte ind med den rette information og rådgivning.

Blandt forskere og professionelle er denne vejledningsopfattelse dog for længst blevet udfordret og delvist erstattet - i første omgang af en humanistisk udviklingspsykologisk tilgang (Rogers og Super), som lægger afstand til vejlederen som diagnostisk ekspert og retter fokus på den vejledtes udviklingspotentiale og selvbestemmelsesret og siden hen af en konstruktivistisk tilgang, som sætter fokus på individets identitetsskabende processer i samspil med den sociale omverden (Peavy og Savickas).

Udviklingen i vejledningskoncepterne afspejler en samfundsmæssig udvikling – fra det moderne industrisamfund, hvor forudsigelighed og relativt stabile strukturer prægede samfundet og arbejdsmarkedet, til det senmoderne informationssamfund, hvor den konstante foranderlighed sætter sit umiskendelige præg på job og erhverv og skaber et turbulent og stadig mere uoverskueligt uddannelsessystem – blandt andet som følge af vanskelighederne med at forudsige de kompetencer, der efterspørges i fremtiden.

Det er velkendt, at de samfundsmæssige forandringer samtidig er udtryk for en individualiseringsproces i den forstand, at unge (og voksne for den sags skyld) i langt højere grad end tidligere er pålagt at bære det tunge ansvar for egne valg med hensyn til at skabe sin livsbane. På den ene side står de unge overfor notorisk flere valgmuligheder end tidligere – på den anden side opleves et kæmpe forventningspres fra omgivelsernes side, det være sig forældre, skole eller samfundet generelt. Angsten for ikke at vælge rigtigt, at forpurre sit liv – at blive en fiasko - er udbredt og nærmest et karaktertræk ved den senmoderne ungdom (jvf. en række undersøgelser fra bl.a. CEFU).

Vejledning som myndighed
På baggrund af ovenstående fremstår det som et paradoks og en kæmpe faglig og etisk udfordring, at vejledningen måske ikke fremover skal være et tilbud til alle, men snarere en selektiv ydelse, som tilbydes/påduttes de, der kan visiteres som unge med

"faglige, personlige og/eller sociale forhold, fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser" (BEK 706) eller "unge, som uden en særlig vejledningsindsats har eller vil få vanskeligheder ved at vælge, påbegynde eller gennemføre en uddannelse" (Lov 544 § 3 stk. 2).

Men – som det ganske rigtigt anføres - "en forudsætning for at kunne differentiere vejledningsindsatsen er, at vejlederne kan adskille de to målgrupper" (Rambøll s. 7) – og det har vejlederne forståeligt nok både faglige og etiske problemer med.

Når vejledning skal vurdere, diagnosticere og selektere sin ydelse, sker det på basis af politisk bestemte resultatforventninger – ikke på basis af et erkendt eller oplevet behov hos den enkelte. Et billede på, hvordan det kan gå med vejledningen, når man bevæger sig ind på den vej, kan man få ved at skele til jobcentrene, hvor en væsentlig del af vejledernes opgaver i dag består i at foretage den såkaldte matchkategorisering af de arbejdssøgende. Det påvirker naturligvis hele vejledningssituationen og udfordrer stort set samtlige etiske principper for vejledning. Vejledningssamtalen bliver ”rituel”, det for vejledningen helt basale tillidsforhold mellem vejleder og vejledte bliver nedbrudt og erstattet af en taktisk relation, hvor vejledte vil være tilbøjelig til at snakke vejlederen efter munden i ren og skær nødværge (VUE-projekt 8.1/Nyhedsbrev).

Men det skal ikke bare komme an på fine fornemmelser blandt vejlederne. Den effektivitet og de resultater, man ønsker at opnå, lider skade, når vi bevæger os ind på diagnosticeringens og sorteringens vej. Hvis man skal gøre sig håb om en vejledning, der virker, er inklusion og fællesskab nøgleord frem for klassificeringer, test og kontrol. Lige om hjørnet lurer faren for, at vejledningen får et taber-image og dermed forspilder muligheden for at spille en positiv og integrativ rolle i et skole- og uddannelsesmiljø, fx ved at skabe lærende og udviklende samarbejder mellem ”stærke” og ”svage” unge.

Vejledningens legitimitet befordres af, at den – i kraft af sin egenart – netop er et tilbud til alle, at den så at sige befinder sig inden for normal-området og beskæftiger sig med problemstillinger, som vi alle fra tid til anden udfordres af. Der er ikke tale om terapi, behandling, adfærdsregulering eller rådgivning som sådan – men støtte og hjælp til afklaring og egen beslutningstagen. Det er altså en helt anden tænkning, der er brug for.

Det betyder ikke, at vejledningen ikke kan eller skal differentieres. Tværtimod. Al vejledning differentieres i og med, at den retter sig mod og tager højde for forskelligartede individuelle behov. Men differentieringen baserer sig på vejlederens faglige kendskab til individuelle og samfundsmæssige aspekter af valgprocessen og en mangfoldighed af vejledningsfaglige tilgange og metoder, som i den konkrete situation bidrager til at kortlægge vejledningsbehovet og danner baggrund for udformning af vejledningstilbuddet.

Med andre ord: Vejledningen spænder ben for sig selv og taber terræn ved at påtage sig myndighedsrollen.. Udfordringen er at opretholde den knivskarpe balance i spændingsfeltet mellem individ og samfund ved at holde den faglige og etiske fane højt.
Vejledningens professionelle etik.

På tværs af forskellige vejledningskoncepter vil jeg hævde, at en grundlæggende faglig etik altid har bundet vejlederne sammen. Netop dette forhold har fra tid til anden betydet, at vejlederne er blevet hængt ud som pladderhumanister, når det ikke lige passede med de samfundsmæssige konjunkturer. Ikke desto mindre enedes vejlederne i 1995 med en række forskellige interessenter og opdragsgivere om den skriftlige nedfældning af sådanne etiske retningslinjer. Disse er sidenhen – i professionaliseringens navn - blevet bearbejdet og erstattet af FUE's etiske principper fra 2006. De fremstår nu som professionsudøvernes egne principper – men indholdet er ikke afgørende nyt. De lyder i deres korte form som følger:

• Respekt: Grundlaget for al vejledning er respekt for borgeren og anerkendelse af borgerens ret til selvbestemmelse
   
• Ligeværdighed: Borgeren skal mødes med anerkendelse, ligeværdighed og uden fordomme overfor køn, alder, religion, handicap, seksuel orientering, etnisk baggrund, social status og uddannelsesmæssig baggrund. 
   
• Uafhængighed: Vejledningen skal varetage borgerens interesse – og skal være neutral og uafhængig af politiske interesser, institutioners interesser eller andre særinteresser.
• Åbenhed: Det skal gøres klart for borgeren i hvilken sammenhæng og under hvilke vilkår, vejledningen foregår. Hvis vejlederen har en særlig underretningspligt skal det gøres tydeligt for borgeren.
   
• Tillid: Vejledningen skal bygge på et gensidigt tillidsforhold og nærvær mellem borger og vejleder.
  Nu afdøde Vance Peavy, som på det nærmeste har status af en guru blandt mange danske vejledere, beskriver i 1998 vejledningen som et af de ”ædle erhverv”, fordi det altid bringer den udpræget menneskelige faktor ind i forhold til situationer og problemstillinger, der involverer kamp, usikkerhed og smerte:
   
• ”God vejledning bringer håb, opmuntring, afklaring og aktiv deltagelse ind i den anden persons tilværelse. Og dette foregår på det individuelle plan i et ansigt-til-ansigt møde, hvor det unikke kan komme til udtryk, og hvor vejlederen kan gøre sig nærværende for den vejledningssøgende, og denne kan opleve, at der er én, der lytter oprigtigt. Det er den direkte medvirken på det individuelle plan, der adskiller vejledning ud fra andre professioner på undervisnings-, ledelses-, forvaltnings- og administrationsområdet.” (Peavy s. 9).

Hvis Rambøll-rapportens anbefalinger tages bogstaveligt af regeringen, vil vejledning med den her beskrevne egenart være en saga blot om føje år – ligesom de etiske principper næppe kan overleve jagten på de uddannelsespolitiske målsætninger.

Litteratur

• Fællesrådet for foreninger for Uddannelses- og Erhvervsvejledning (F.U.E) (2006): Principper for etik i vejledningen
• Højdal, Lisbeth og Poulsen, Lene (2007): Karrierevalg. Teorier om valg og valgprocesser, Schultz
• Plant, Peter (red.) (2005): Vejbred – en antologi om vejledning, Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag
• Rambøll Management A/S (2008): Uddannelses- og Erhvervsvejledning i uddannelsessektoren. En analyse
• LBK nr. 630 af 20/06/2008 med tilhørende bekendtgørelser og cirkulærer
   

De seneste års politiske fokus på vejledning som instrument til at realisere uddannelsespolitiske resultater (95 % af en ungdomsårgang skal i 2015 gennemføre en ungdomsuddannelse og mindst 50 % en videregående uddannelse) har medført en politisk detailstyring, som på flere måder udfordrer vejledningens og vejledernes faglige og etiske integritet.

I stedet for at give plads og ressourcer til, at vejlederne kan udfolde deres kompetencer i samspil med øvrige kræfter på uddannelses- og vejledningsinstitutionerne, fastholder regeringen et stift blik på kortsigtede resultater med løbende opstramninger i lovgivningen som følgesvend.

Senest har man - før blækket endnu var tørt på de sidste opstramninger - bedt konsulentfirmaet Rambøll foretage en undersøgelse af ressourceforbruget indenfor hele vejledningsreformens område. Og konklusionerne peger entydigt på det forhold, at vejledningen ikke differentieres i tilstrækkelig grad, at modvilje (og manglende evne?) til at udpege målgrupper med særlige behov for vejledning er udbredt, hvorfor undersøgelsen anbefaler at omdirigere de økonomiske ressourcer med henblik på at opnå den ønskede effekt.

 

Det hele er meget modsætningsfyldt. På den ene side tilstræber man via lovgivningen at professionalisere vejledningen – på den anden side vælger man konsekvent at lægge øre til – ikke de professionelles bud på, hvad der virker, men til konsulentfirmaers tvivlsomme effektundersøgelser.

Vejledningsbehov - dengang og nu
Det er ikke nyt og overraskende – og for så vidt heller ikke oprørende - at vejledningen underkastes samfundsmæssige interesser. Vejledningen er så at sige ”født” ind i et spændingsfelt mellem individet og samfundet, og vejlederens funktion har været beskrevet som en slags smørekande i forhold til etableringen af det nødvendige "fit" mellem individuelle forudsætninger og præferencer og de erhvervs- og samfundsmæssige forventninger til arbejdsstyrken (Peter Plant).

De dilemmaer, som et sådant spændingsfelt repræsenterer, har fundet sin løsning i forskellige vejledningskoncepter, som har domineret i forskellige samfundsmæssige epoker.

Til eksempel reflekteres spændingsfeltet i de klassiske træk-faktorteorier om valg og vejledning (Parsons og Holland) som et spørgsmål om at udvikle metoder til klassificering/diagnosticering af mennesker med henblik på at skabe grundlag for det "optimale match" mellem individet og de aktuelle jobmuligheder. Indsatsen har især op igennem forrige århundrede resulteret i udviklingen af et større testbatteri til støtte for vejlederen i arbejdet med at klassificere vejledte og efterfølgende sætte ind med den rette information og rådgivning.

Blandt forskere og professionelle er denne vejledningsopfattelse dog for længst blevet udfordret og delvist erstattet - i første omgang af en humanistisk udviklingspsykologisk tilgang (Rogers og Super), som lægger afstand til vejlederen som diagnostisk ekspert og retter fokus på den vejledtes udviklingspotentiale og selvbestemmelsesret og siden hen af en konstruktivistisk tilgang, som sætter fokus på individets identitetsskabende processer i samspil med den sociale omverden (Peavy og Savickas).

Udviklingen i vejledningskoncepterne afspejler en samfundsmæssig udvikling – fra det moderne industrisamfund, hvor forudsigelighed og relativt stabile strukturer prægede samfundet og arbejdsmarkedet, til det senmoderne informationssamfund, hvor den konstante foranderlighed sætter sit umiskendelige præg på job og erhverv og skaber et turbulent og stadig mere uoverskueligt uddannelsessystem – blandt andet som følge af vanskelighederne med at forudsige de kompetencer, der efterspørges i fremtiden.

Det er velkendt, at de samfundsmæssige forandringer samtidig er udtryk for en individualiseringsproces i den forstand, at unge (og voksne for den sags skyld) i langt højere grad end tidligere er pålagt at bære det tunge ansvar for egne valg med hensyn til at skabe sin livsbane. På den ene side står de unge overfor notorisk flere valgmuligheder end tidligere – på den anden side opleves et kæmpe forventningspres fra omgivelsernes side, det være sig forældre, skole eller samfundet generelt. Angsten for ikke at vælge rigtigt, at forpurre sit liv – at blive en fiasko - er udbredt og nærmest et karaktertræk ved den senmoderne ungdom (jvf. en række undersøgelser fra bl.a. CEFU).

Vejledning som myndighed
På baggrund af ovenstående fremstår det som et paradoks og en kæmpe faglig og etisk udfordring, at vejledningen måske ikke fremover skal være et tilbud til alle, men snarere en selektiv ydelse, som tilbydes/påduttes de, der kan visiteres som unge med

"faglige, personlige og/eller sociale forhold, fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser" (BEK 706) eller "unge, som uden en særlig vejledningsindsats har eller vil få vanskeligheder ved at vælge, påbegynde eller gennemføre en uddannelse" (Lov 544 § 3 stk. 2).

Men – som det ganske rigtigt anføres - "en forudsætning for at kunne differentiere vejledningsindsatsen er, at vejlederne kan adskille de to målgrupper" (Rambøll s. 7) – og det har vejlederne forståeligt nok både faglige og etiske problemer med.

Når vejledning skal vurdere, diagnosticere og selektere sin ydelse, sker det på basis af politisk bestemte resultatforventninger – ikke på basis af et erkendt eller oplevet behov hos den enkelte. Et billede på, hvordan det kan gå med vejledningen, når man bevæger sig ind på den vej, kan man få ved at skele til jobcentrene, hvor en væsentlig del af vejledernes opgaver i dag består i at foretage den såkaldte matchkategorisering af de arbejdssøgende. Det påvirker naturligvis hele vejledningssituationen og udfordrer stort set samtlige etiske principper for vejledning. Vejledningssamtalen bliver ”rituel”, det for vejledningen helt basale tillidsforhold mellem vejleder og vejledte bliver nedbrudt og erstattet af en taktisk relation, hvor vejledte vil være tilbøjelig til at snakke vejlederen efter munden i ren og skær nødværge (VUE-projekt 8.1/Nyhedsbrev).

Men det skal ikke bare komme an på fine fornemmelser blandt vejlederne. Den effektivitet og de resultater, man ønsker at opnå, lider skade, når vi bevæger os ind på diagnosticeringens og sorteringens vej. Hvis man skal gøre sig håb om en vejledning, der virker, er inklusion og fællesskab nøgleord frem for klassificeringer, test og kontrol. Lige om hjørnet lurer faren for, at vejledningen får et taber-image og dermed forspilder muligheden for at spille en positiv og integrativ rolle i et skole- og uddannelsesmiljø, fx ved at skabe lærende og udviklende samarbejder mellem ”stærke” og ”svage” unge.

Vejledningens legitimitet befordres af, at den – i kraft af sin egenart – netop er et tilbud til alle, at den så at sige befinder sig inden for normal-området og beskæftiger sig med problemstillinger, som vi alle fra tid til anden udfordres af. Der er ikke tale om terapi, behandling, adfærdsregulering eller rådgivning som sådan – men støtte og hjælp til afklaring og egen beslutningstagen. Det er altså en helt anden tænkning, der er brug for.

Det betyder ikke, at vejledningen ikke kan eller skal differentieres. Tværtimod. Al vejledning differentieres i og med, at den retter sig mod og tager højde for forskelligartede individuelle behov. Men differentieringen baserer sig på vejlederens faglige kendskab til individuelle og samfundsmæssige aspekter af valgprocessen og en mangfoldighed af vejledningsfaglige tilgange og metoder, som i den konkrete situation bidrager til at kortlægge vejledningsbehovet og danner baggrund for udformning af vejledningstilbuddet.

Med andre ord: Vejledningen spænder ben for sig selv og taber terræn ved at påtage sig myndighedsrollen.. Udfordringen er at opretholde den knivskarpe balance i spændingsfeltet mellem individ og samfund ved at holde den faglige og etiske fane højt.
Vejledningens professionelle etik.

På tværs af forskellige vejledningskoncepter vil jeg hævde, at en grundlæggende faglig etik altid har bundet vejlederne sammen. Netop dette forhold har fra tid til anden betydet, at vejlederne er blevet hængt ud som pladderhumanister, når det ikke lige passede med de samfundsmæssige konjunkturer. Ikke desto mindre enedes vejlederne i 1995 med en række forskellige interessenter og opdragsgivere om den skriftlige nedfældning af sådanne etiske retningslinjer. Disse er sidenhen – i professionaliseringens navn - blevet bearbejdet og erstattet af FUE's etiske principper fra 2006. De fremstår nu som professionsudøvernes egne principper – men indholdet er ikke afgørende nyt. De lyder i deres korte form som følger:

• Respekt: Grundlaget for al vejledning er respekt for borgeren og anerkendelse af borgerens ret til selvbestemmelse
   
• Ligeværdighed: Borgeren skal mødes med anerkendelse, ligeværdighed og uden fordomme overfor køn, alder, religion, handicap, seksuel orientering, etnisk baggrund, social status og uddannelsesmæssig baggrund. 
   
• Uafhængighed: Vejledningen skal varetage borgerens interesse – og skal være neutral og uafhængig af politiske interesser, institutioners interesser eller andre særinteresser.
• Åbenhed: Det skal gøres klart for borgeren i hvilken sammenhæng og under hvilke vilkår, vejledningen foregår. Hvis vejlederen har en særlig underretningspligt skal det gøres tydeligt for borgeren.
   
• Tillid: Vejledningen skal bygge på et gensidigt tillidsforhold og nærvær mellem borger og vejleder.
  Nu afdøde Vance Peavy, som på det nærmeste har status af en guru blandt mange danske vejledere, beskriver i 1998 vejledningen som et af de ”ædle erhverv”, fordi det altid bringer den udpræget menneskelige faktor ind i forhold til situationer og problemstillinger, der involverer kamp, usikkerhed og smerte:
   
• ”God vejledning bringer håb, opmuntring, afklaring og aktiv deltagelse ind i den anden persons tilværelse. Og dette foregår på det individuelle plan i et ansigt-til-ansigt møde, hvor det unikke kan komme til udtryk, og hvor vejlederen kan gøre sig nærværende for den vejledningssøgende, og denne kan opleve, at der er én, der lytter oprigtigt. Det er den direkte medvirken på det individuelle plan, der adskiller vejledning ud fra andre professioner på undervisnings-, ledelses-, forvaltnings- og administrationsområdet.” (Peavy s. 9).

Hvis Rambøll-rapportens anbefalinger tages bogstaveligt af regeringen, vil vejledning med den her beskrevne egenart være en saga blot om føje år – ligesom de etiske principper næppe kan overleve jagten på de uddannelsespolitiske målsætninger.

Litteratur

• Fællesrådet for foreninger for Uddannelses- og Erhvervsvejledning (F.U.E) (2006): Principper for etik i vejledningen
• Højdal, Lisbeth og Poulsen, Lene (2007): Karrierevalg. Teorier om valg og valgprocesser, Schultz
• Plant, Peter (red.) (2005): Vejbred – en antologi om vejledning, Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag
• Rambøll Management A/S (2008): Uddannelses- og Erhvervsvejledning i uddannelsessektoren. En analyse
• LBK nr. 630 af 20/06/2008 med tilhørende bekendtgørelser og cirkulærer